Fortsæt til indhold

Ry fejrer 150-års jubilæum

Samfund
Arkiv

2. maj 1871. Det var datoen, hvor Ry fik et trinbræt, hvilket har været meget afgørende for byens udvikling. Halvandet hundrede år senere skal byens jubilæum derfor fejres, og på selve jubilæumsdagen vil der igen køre et damplokomotiv igennem byen, forhåbentlig med ministre, borgmestre og andet godtfolk som passagerer.

Et jubilæum med håb og drivkraft

Udviklingen i Ry går én vej, og det er fremad. I 150 år har lokale ildsjæle og initiativtagere gjort – og gør til stadighed - en kæmpe indsats for at skabe fremgang og udvikling i Ry, hvor der er gang i det lokale handelsliv, foreningslivet blomstrer, og antallet af events og aktiviteter vokser. Og det er bestemt værd at fejre på trods af Covid-19, understreger Nils Nybro Eriksen, næstformand i paraplyorganisationen FÆLLES OM RY:

"Vi arbejder på, at fejringen af Ry ikke skal gå stille for sig. Vi er stolte af vores by, og det skal markeres med et brag. Derfor lægger vi også planerne derefter – men selvfølgelig med den risiko, at vi må tænke i alternativer skulle situationen kræve det."

Ud over arrangementer markeres jubilæet med en lokal produktion af en helt unik gin, der tager udgangspunkt i lokale råvarer. Den vil blive solgt i byens butikker, hvor alle kan få mulighed for at nyde smagen af Ry.

Et væld af oplevelser

Jubilæet markeres i perioden den 1. til 22. maj med mange forskellige lokale oplevelser i et program, der samler borgere, virksomheder, institutioner og ildsjæle i byen. Lone Nielsen, indehaver af Luna Sølv & Guld, sidder med i jubilæumsudvalget, der er i fuld gang med at sammensætte selve jubilæumsweekenden, men håber, at mange andre også har lyst til at bidrage til den tre uger lange byfest.

”Vi er jo vant til at komme hinanden ved, så jeg er slet ikke i tvivl om, at mange har lyst til både selv at stå for arrangementer og deltage i festlighederne. Heldigvis har vi et sekretariat på Ry Bibliotek, der står for at koordinere og hjælpe til med en samling af programmet, så der er styr på rammerne.”

Hvis man som f.eks. virksomhed, institution eller forening har lyst til at byde ind med en markering af jubilæet, er man altså velkommen til at kontakte jubilæumssekretariatet, som står klar til at hjælpe med yderligere information og koordinering. Programmet vil være at finde i Ry Ugeavis samt på ry.dk og Rys facebookside.

Fælles om Ry

Jubilæumsudvalget tager sit udgangspunkt i den nyetablerede paraplyorganisation FÆLLES OM RY. Fundamentet for organisationen er helt enkelt: Jo flere, der bidrager, desto bedre bliver det. Alle med interesse i at styrke erhvervsliv, kulturliv, fritidsliv, turisme og hverdagsliv i Ry kan være en del af FÆLLES OM RY, og for at lykkes er det er afgørende, at vi samler byen og arbejder i samme retning. Jubilæet bliver organisationens første store satsning, men bestemt ikke den sidste.