Millionstøtte til 'Det Maritime Hus og 'Folkets Fabrik'
Realdania og Lokale og Anlægsfonden giver millioner til udvikling af de to mødestedsprojekter
Landliv Skulle nogen være i tvivl om, hvad en landsbyklynge er og kan, så foreligger der nu to helt håndgribelige beviser Midt i Norddjurs. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Landsbyklyngen Midt i Norddjurs.
Landsbyklyngen af samme navn har netop fået tilsagn om millioner af kroner fra Realdania og Lokale og Anlægsfonden til udvikling af de to mødestedsprojekter 'Det Maritime Hus' i Bønnerup og 'Folkets Fabrik' i Stenvad. De lokale ildsjæle har god grund til at klappe sig selv på skuldrene over anerkendelsen af deres store arbejde.
Landsbyklyngen Midt i Norddjurs har siden 2016 været optaget af at skabe rammerne for det gode liv på landet.
Fra drømme til strategi
Opgaven har været at styrke samarbejdet og samhørigheden på tværs af landsbyerne ved samtænke dét, der er, og dét, der skal komme. Drømmene er blevet nedfældet i en omfattende strategiplan, som skal være med til at vende den negative udvikling i landområderne.
For, som forkvinden for Landsbyklyngen, Ikki Lyng, udtrykker det: "Ingen kan det hele, men sammen kan vi næsten alt".
At Landsbyklyngen Midt i Norddjurs overhovedet er blevet organiseret som landsbyklynge er sket som led i den filantropiske forening Realdanias arbejde med udvikling af bæredygtige landdistrikter.
Og da Realdania og Lokale og Anlægsfonden i naturlig forlængelse af klyngeetableringerne lancerede muligheden for at søge midler til klyngernes fremtidige mødesteder, så var man ikke sen til at gribe bolden i midten af Norddjurs. For al erfaring viser, at livskvaliteten i landdistrikterne bliver stærkere, hvis der er mødesteder, hvor man kan mødes på tværs af aldre og interesser:
"Vi havde i forvejen en projektgruppe, der arbejdede på at skabe liv i den tidligere sejlklub i Bønnerup. I Stenvad har vi med Mosebruget et fantastisk sted med et stort potentiale i forhold til at danne ramme om det gode liv på landet, og i forbindelse med Klyngens forskellige borgerinvolverende arrangementer har der været et stort ønske om og mange idéer til øget brug af den gamle fabrik," fortæller Ikki Lyng om de projekter, som kom gennem nåleøjet hos Realdania og Lokale og Anlægsfonden. Projektbeskrivelser blev indsendt, og begge blev godkendt som to af i alt 14 projekter på landsplan, som skulle i gang med en omfattende for-proces.
Det er disse for-processer, der netop er afsluttet - seks projekter har fået grønt lys til at gå i gang, mens tre har fået betinget bevilling og derfor nu skal konkretisere projekterne lidt mere for at komme helt i mål. Lykkes man med det, følger fondsmidlerne med.
Mødestedsprojekterne støttes yderligere med i alt 5 millioner kroner fra kommunalbestyrelsen i Norddjurs.
Fik hele det søgte beløb
'Det Maritime Hus' i Bønnerup har fået tilsagn om hele det ansøgte beløb, nemlig fire millioner kroner. Forbedrede faciliteter både inde og ude bliver nu en realitet, så unge, gamle, nye og garvede vandhunde kan dyrke fællesskabet i om omkring vandet.
På Stenvad Mosebrugscenter er ønsket, at selve hovedbygningen ombygges og opgraderes med faciliteter, som skal tiltrække flere besøgende, lokale borgere, ildsjæle og iværksættere. Med forvandlingen til 'Folkets Fabrik' er målet, at stedet bliver omdrejningspunkt for forskellige typer af aktiviteter og liv - med respekt for historien og den omkringliggende natur.
gs