Fortsæt til indhold

Rutsjebanetur: Sådan ender boligåret 2022

Boligsalget tabte meget flyvehøjde i 2022 – men boligsælgerne får fortsat solgt hurtigt og til høje priser.

Samfund
sra

Højt at flyve, dybt at falde.

Det suser i maven som den vildeste rutsjebanetur, når man kigger på kurverne over boligsalget for i år – og de seneste coronaår. Toppen blev nået i 2021 med over 100.000 bolighandler i susende fart – og 2022 er ved at være kørt til ende efter en stejl nedkørsel. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Home, der har kigget på tallene for boligsalg.

Året ender samlet med omkring 67.000 handler indenfor de store boligtyper, det vil sige villaer, rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse. Tallet er baseret på en fremregning af bolighandler på basis af data fra Danmarks Statistik og handelsaktivitet i Boligsiden og Home i årets første 11 måneder.

Det har været alt andet end forudsigeligt på vejen mod endestationen for 2022, konkluderer ejendomsmæglerkæden Home i pressemeddelelsen.

Det er et samlet årsfald i bolighandlerne på 34 procent, eller cirka 35.000 færre solgte hjem sammenlignet med godt 102.000 handler i 2021. Handlerne er ulige fordelt over året med mange handler i starten af året, få sidst på året.

I antal handler – set over de seneste 10 år – er 2022 tættest på 2015, hvor der blev solgt knap 69.000 boliger.

Home forventede ved indgangen til året, at 2022 ville minde om årene op til corona – og sådan så det også ud, indtil vi rullede ud af vinteren.

»Det ændrede alt, da Ruslands krig i Ukraine buldrede løs, renterne skød i vejret, og inflationen kravlede op og gjorde alt fra boligkøb til benzin, brød og bleer dyrere for landets familier. Vores forventninger blev overhalet af en virkelighed, som de færreste af os troede mulig,« siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.

Usædvanlig topscorer

Et usædvanligt år er altså blevet afløst af et andet – bare med modsat fortegn.

»2021 overraskede også, og der er ’usædvanlige’ ligheder mellem 2021 og 2022. Boligsalget toppede nemlig i marts – og det gør det normalt først i juni,« siger Michael Dalsager.

I marts 2021 var boligsalget historisk højt efter endnu en coronanedlukning og en kæmpe boliginteresse. I marts 2022 toppede salget, fordi nye tider med stor usikkerhed begyndte at bide sig fast på boligmarkedet.

I 2023 holder Home især øje med renten, inflationen og arbejdsløsheden.

»Renten er faldet på det seneste, inflationen har måske toppet og arbejdsløsheden er fortsat lav - men den forventes at stige. Drømmene og behovene for et nyt hjem er der fortsat (ifølge Homes køberbarometer gennemført sammen med YouGov), men vi kommer ikke udenom, at privatøkonomien er fundamentet for danskernes muligheder og lyst, og her tæller renten, inflationen og et job tungt i regnestykket og for trygheden,« siger Michael Dalsager i Home.

Færre handler, lavere priser

Home har set nærmere på en række tal for bolighandler.

Således fremgår det af pressemeddelelsen, at antallet af handler med villaer og rækkehuse i november er faldet med 42 procent i forhold til for et år siden. For ejerlejligheder er faldet 51 procent, mens det for sommerhuse er 47 procent.

Liggetiderne for boliger er blevet længere. For huse er salgstiden i november steget fra 103 dage til 110, for lejligheder er den steget fra 67 til 92 dage, mens den for sommerhuse er steget fra 105 til 112 dage.

Boligpriserne er toppet i 2022, og der er set prisfald de seneste måneder, men boliger koster fortsat mere end før corona-tiden. For huse er priserne 4,1 procent lavere i november. En kvadratmeter hus blev i november i snit solgt for 16.652 kroner, hvilket er det samme som priserne i foråret 2021. Priserne på lejligheder var 4,9 procent lavere. Her var kvadratmeterprisen gennemsnitligt 32.765 kroner, svarende til priserne i begyndelsen af 2021.

Endelig er der priserne på sommerhuse, som i november var 4,5 procent højere. En kvadratmeter sommerhus kostede i gennemsnit 22.522 kroner - som i foråret 2022.