Tre landsbyer kan komme på fjernvarmenettet
Kredsløb nu undersøge muligheden for at bringe fjernvarme til tre landsbyer i Aarhus Kommune.
Det tyder på, at landsbyerne Faarup, Hørret og Lillering i Aarhus Kommune måske kan få en god nyhed at varme sig på i disse kolde tider.
Det aarhusianske forsyningsselskab Kredsløb vil i hvert fald undersøge mulighederne for at koble byerne på fjernvarmenettet.
Det oplyser Kredsløb i en pressemeddelelse.
»Det er vigtigt, at vi udruller fjernvarmen til alle de områder, hvor der er gode betingelser for det. Derfor vil vi nu kigge nærmere på mulighederne for, at Faarup, Hørret og Lillering kan komme på fjernvarmenettet. Og så er det selvfølgelig i sidste ende op til indbyggerne, om de ønsker fjernvarme,« siger fjernvarmechef i Kredsløb, Elsebeth Arendt, i en pressemeddelelse.
De tre landsbyer i Aarhus Kommune har som udgangspunkt blandede varmekilder.
En undersøgelse af Kredsløb har vist et vist potentiale for at etablere fjernvarme i byerne. Det vil dog kræve nærmere undersøgelser af de tre byer, før der kan blive udformet konkrete projektforslag, oplyser Kredsløb.
Af samme årsag er det endnu ikke klart, hvornår der vil kunne etableres forbindelse til fjernvarmen, og hvor stor tilslutningsprocent projekterne kræver.
Kredsløb forventer at blive klogere på mulighederne i løbet af 2023 og opfordrer i mellemtiden indbyggerne til at give deres interesse for et projekt til kende.
Hvis de nærmere undersøgelser viser et klart potentiale, er næste skridt at udforme konkrete projektforslag for byerne.
Eventuelle projekter skal godkendes af myndighederne og kræver tilsagn og støtte fra fjernvarmepuljen, før de kan realiseres.
Er man interesseret i at høre mere om mulighederne og få mere information, når der sker nyt, kan man som indbygger skrive sig op her.