Kærlighedens magi i en juletid
Hvis vi ser bort fra stigende el-og fødevarepriser, som kan give rynker og grå hår i selv de fleste fasttømrede parforhold, så har vi nået den magiske tid på året – julen.
Det betyder blandt andet, at tv´et bugner med romantiske julefilm, der altid formår at forbinde jul med romantiske stævnemøder og sukkersød kærlighed, og skulle du savne den del i dit liv, eller trænger du bare til at få udløst et skud oxytocin, så kan du roligt læne dig tilbage og kigge med.
Forskning har nemlig for længst fundet ud af, at de her romantiske film udløser oxytocin og fylder dig op med kærlighedshormoner, så du føler dig godt tilpas.
Juletid og kærlighedssprog
Julen er som skrevet lige rundt om hjørnet. For mange af os er det forbundet med evig stress. For med julen følger der ofte store forventninger til både tiden sammen med familien og det at sidde sammen i sofaen med vores partner, mens vi fletter fingre, og ungerne fletter julehjerter, mens gaverne ligger under juletræet i smukt indpakket genbrugspapir med satinbånd.
Og det er sikkert og vist, at forventningerne enten kan briste eller bære, og brister de, kan det skyldes, at vores partner missede vores kærlighedssprog og således den helt særlige betydning, som for eksempel gaver og tid sammen kan have for os i denne juletid.
Det vil således være dumt ikke at have kendskab til sit eget og sin partners kærlighedssprog. Og sidder du lige nu og er i tvivl, så find ud af det ved at stille dig selv spørgsmålet, hvornår du først og fremmest selv mærker, at du føler dig elsket.
Hvornår føler du dig mest elsket?
Det vil således være dumt ikke at have kendskab til sit eget og sin partners kærlighedssprog. Og sidder du lige nu og er i tvivl, så find ud af det ved at stille dig selv spørgsmålet, hvornår du først og fremmest selv mærker, at du føler dig elsket. Er det, når hun gør dig en tjeneste? Eller er det, når hun roser dig? Det kan også være, du føler dig mest elsket, når han overrasker dig med en gave eller når han tilbringer tid sammen med dig. Når du bliver bevidst om dette, så kender du dit eget kærlighedssprog.
For at finde ud af din partners, kan du spørge dig selv, hvornår du oplever din partner mest glad. Du kan også vende den om og tænke over, om der er noget, din partner ofte brokker sig over.
Måske mener hun, at du aldrig hjælper til, eller hun bliver skuffet over, at du vælger at arbejde hen over julen, mens hun selv har prioriteret at holde fri i troen om, at I skulle tilbringe tid sammen. Eller måske er hun utilfreds, da hun finder ud af, at du har fået din mor til at købe julegaven til hende, og at hun derfor virker lidt mut i sofaen, hvor I skulle have siddet og flettet fingre. Hvorfor? Fordi hun får en følelse af, at gaven ikke var noget, du havde prioriteret og gjort dig umage for at købe.
Det kan modsat også være, at han overøser dig med gaver til frustration for dig, fordi du egentlig bare gerne vil have, han kigger dig dybt i øjnene og siger de magiske ord: ”Jeg elsker dig”. Nu forstår du måske bedre hvorfor.
Et nyt år – et nyt kapitel
Jeg selv elsker at starte på et nyt år, for med et nyt år starter også et nyt kapitel, og jeg er typen, der altid tror på mulighedernes land. Men jeg slutter også altid året med at kigge tilbage for at se på, hvad jeg lægger bag mig, og hvad jeg ønsker at tage med mig ind i det nye år. Hvad vil jeg have mindre af, og hvad er jeg taknemmelig for og vil have mere af.
Hvad med dig? Hvad tillægger du et nyt år? Er du single, er det kommende år måske året, hvor du skal lære dig selv bedre at kende for at tiltrække den ”rigtige” partner for dig. Hvis du allerede er i et forhold, er det måske tid til et partjek lidt som, når bilen skal til service. Måske skal der skrues lidt op for romantikken. Måske skal kommunikationen i mellem jer forbedres.
Det nye år er mulighedernes land. Lad os satse på, det bliver et kærlighedsfuldt år.
Glædelig jul og et magisk nyt år.