Projektet kan snart realiseres: Million-tilsagn til borgere, der kæmper for fjernvarme
I Assentoft begynder de at glæde sig. Med over 18 millioner kroner og 1.000 tilsagn er projektet snart klar til at gå i luften.
Knap 19 millioner kroner har de borgere i Assentoft, der ønsker at få fjernvarme, fået i tidlig julegave.
Assentoft Forsyning a.m.b.a., som er det officielle navn på det selskab, er arbejder på at få fjernvarme til byen, har søgt puljen for ”udrulning af fjernvarmedistributionsnet” under Energistyrelsen om tilskud til projektet.
Energistyrelsen har nu behandlet ansøgningen og givet tilsagn om et tilskud på 18.774.927 kroner. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
1.000 er med
Det tilsagn fik virksomheden onsdag i sidste uge, og dagen efter landede tilkendegivelse nummer 1.000 hos virksomheden. Det betyder, at der nu er 1.000 boliger i Assentoft, der har udtrykt interesse for projektet. Og det var faktisk Assentoft Forsynings mål i forhold til at få projektet realiseret.
I februar eller marts vil der blive holdt et informationsmøde, og kort efter bliver det endelige dokument ud, hvor dem, der ønsker at skifte til fjernvarme, skal give deres bindende underskrift.
»Bestyrelsen tror fortsat på, at de første kan tilkobles fjernvarme i slutning af 2023,« siger Kristian Haugland fra bestyrelsen i Assentoft Forsyning a.m.b.a.