Fortsæt til indhold

En forskel på 80.000 kroner per kvadratmeter: Her er det billigst at købe bolig

Det kan lade sig gøre at kommer under 7.000 kroner per kvadratmeter.

Samfund
jro

Der er steder i Danmark, hvor en villa koster under 10.000 kroner per kvadratmeter - og områder, der ligger på den anden side af 60.000 kroner.

På trods af landets lille størrelse, er der stor forskel på, hvor mange penge, du skal op med, når du skal købe bolig - alt efter, hvor i landet, du vil bosætte dig.

Det skriver Nybolig i en pressemeddelelse.

Lolland og Morsø

Hvis man som boligkøber vil have flest kvadratmeter for pengene, giver det mening at rette fokus mod Lolland og Morsø Kommune.

Med en gennemsnitlig kvadratmeterpris for villaer på 6.445 kroner per kvadratmeter er Lolland den kommune i Danmark, hvor boligkøberne får flest kvadratmeter for pengene.

Derefter kommer Morsø med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 6.534 kroner per kvadratmeter, Langeland med 7.041 kroner og Lemvig med 7.060 kroner per kvadratmeter.

Det viser tal fra Boliga, der tager afsæt i villaer til salg i det aktuelle marked.

»Fælles for alle fire kommuner er, at de ligger et godt stykke udenfor landets storbyer. Det er faktisk forventeligt. Dog er prisudviklingen i de fire kommuner ganske interessant. For mens kvadratmeterpriserne i år har været faldende i Morsø og Lolland Kommune, er de steget i Lemvig og ganske betragteligt på Langeland,« siger Peter J. Mattsen, der er administrerende direktør i Nybolig.

Stigning - og fald

Ser man nærmere på de fire danske kommuner med de laveste gennemsnitlige kvadratmeterpriser, har der været mulighed for at gøre en god handel i to af dem, hvis man købte boligen i starten af året.

I Lemvig er kvadratmeterpriserne i gennemsnit steget med fire procent fra januar til november i år, mens priserne i Langeland Kommune i samme periode er steget med hele 22 procent .

Omvendt er kvadratmeterpriserne på Lolland i gennemsnit faldet med 7,1 procent i perioden og med 5,8 procent i Morsø Kommune. Det viser beregninger, som Nybolig har foretaget på baggrund af tal fra Boligsiden.

»Prisudviklingen viser, at køb af boliger i flere af de billigste områder har været en god investering. Man må ikke stirre sig blind på storbyerne og tro, at det kun er her, den gode boliginvestering ligger. Den kan bestemt også findes væk fra storbyerne – måske endda særligt i det nuværende marked. Dog opfordrer vi altid vores kunder til, at deres reelle behov bør være det styrende, når de begiver sig ud i køb eller salg af en bolig,« siger Peter J. Mattsen.

Landets dyreste kvadratmeterpriser findes i Lyngby-Taarbæk Kommune med 61.228 kroner per kvadratmeter, Gentofte Kommune med 77.859 kroner per kvadratmeter og Frederiksberg Kommune med hele 87.987kroner per kvadratmeter.