Fortsæt til indhold

Business Region Aarhus får ny formand

Frands Fischer (S), borgmester i Skanderborg Kommune, er netop valgt til ny formand for Business Region Aarhus.

Samfund
sra

De 12 kommuner Hedensted, Horsens, Skanderborg, Samsø, Odder, Norddjurs, Syddjurs, Randers, Silkeborg, Favrskov, Viborg og Aarhus er sammensluttet i Business Region Aarhus.

I kommunerne bor en million østjyder, 50.000 virksomheder, og så er der en halv million arbejdspladser. Det er landets største vækstområde uden for hovedstadsområdet og den region herhjemme med den største grønne eksport.

Frands Fischer (S), borgmester i Skanderborg Kommune, er med virkning fra 1. januar 2023 valgt til ny formand for Business Region Aarhus. Han overtager posten efter Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard. Det skriver Business Region Aarhus i en pressemeddelelse.

Tre opgaver er i fokus i Østjylland: at få en nødvendig udbygning af el-nettet, bedre adgang til kvalificeret arbejdskraft og en stærkere infrastruktur.

»Jeg glæder mig til at trække i arbejdstøjet som formand for Business Region Aarhus, fordi vi har vigtige opgaver at løse, som ikke stopper ved kommunegrænserne. Ved at arbejde sammen på tværs af de østjyske kommuner er vi langt stærkere, end vi er hver for sig. Vi vil synliggøre og påvirke de vilkår, som betyder meget for virksomhedernes evne til at konkurrere,« udtaler Frands Fischer i pressemeddelelsen.

Om vigtigheden af at sætte fart under udbygning af el-nettet siger han:

»Frem mod 2030 er det forventningen, at der sker en tredobling af el-forbruget til alt fra el-biler til industrirobotter. Grøn omstilling kræver masser af strøm. Og derfor skal el-nettet i Østjylland udbygges i et langt højere tempo end tidligere. Uden et velfungerende el-net bliver der ganske enkelt ingen grøn omstilling.«

Den nye formand har været borgmester for Skanderborg Kommune siden april 2019.

I Business Region Aarhus vil han køre tæt parløb med resten af formandskabet, som består af Jacob Bundsgaard, som fortsætter i Business Region Aarhus som den ene af to næstformænd efter årsskiftet. Kasper Bjerregaard (V), borgmester i Norddjurs Kommune er ligeledes valgt som næstformand.