Fortsæt til indhold

Banebrydende aftale udvisker grænserne for sårbar patientgruppe

Nye muligheder for stomi-patienter i to danske regioner kan skabe præcedens for andre patientgrupper, mener regionsrådsformand.

Samfund
sica

Som stomi-opereret er det afgørende, at produkterne passer til ens krop, så man undgår gener, lækage og har mulighed for at fungere mest optimalt i dagligdagen, og nu er der rigtig gode nyheder for stomi-patienterne i Region Midtjylland og Region Syddanmark.

De to regioner og de fleste af kommunerne i regionen er således blevet enige om at skabe et fælles udbud af stomi-produkter.

For mange stomi-patienter oplever ofte, at de produkter, de har fået udleveret på hospitalet og er blevet fortrolige med, ikke er mulige at bestille, når de er udskrevet fra hospitalet og skal bestille produkterne igennem kommunen.

Årsagen er, at kommuner og regioner ikke køber stomi-produkterne fra samme leverandører og derfor ikke nødvendigvis har adgang til de samme produkter.

Ifølge Region Midtjylland bliver det ofte starten på en længere proces, hvor borgeren skal ansøge kommunen om et særligt – og måske væsentligt dyrere – produkt.

Det kan skabe utryghed hos borgeren, som i forvejen er i en ny og sårbar situation efter at være blevet opereret med stomi.

Det bliver nu lavet om med det fælles udbud, som fremover vil tilbyde borgerne et fælles produktsortiment, fælles lagre og et fælles websystem at bestille igennem.

Samarbejdet mellem kommuner og regioner glæder i høj grad regionsrådsformanden i Region Midtjylland, Anders Kühnau:

»Med det tværsektorielle samarbejde får vi løst flere udfordringer på én gang til gavn for borgeren, som vil opleve et mere sammenhængende sundhedsvæsen. Samtidig er der et kæmpe potentiale i at lave fælles udbud og optimere processer og borgerforløb på tværs af kommuner og regioner. Denne model kan skaleres til at omfatte endnu flere regioner og kommuner, ligesom løsningen med et fælles servicecenter og websystem kan bruges til sundhedsprodukter for andre borgergrupper. Det er noget, vi skal se nærmere på fremadrettet,« siger Anders Kühnau i en pressemeddelelse.

Større sammenhæng

Ligesom regioner og kommuner i dag tilbyder forskellige stomi-produkter, har regioner og kommuner også hver deres lager- og logistikløsninger. Regionerne får leveret produkterne direkte til fælles lagre eller hospitalsenheder og i større mængder, hvorimod kommunerne leverer dør-til-dør til hver enkelt borgers privatadresse.

Fremover vil borgerne i Midtjylland og Syddanmark nemt og bekvemt kunne bestille stomi-produkterne igennem et nyt fælles websystem. Selvom man bestiller flere produkter fra forskellige producenter, vil borgeren modtage én samlet pakke, som er pakket på et fælles lager og sendt hjem til borgeren i diskret indpakning.

Samarbejdet mellem kommuner og regioner omfatter også en service- og supportenhed, Fælles Service Center, hvor borgeren kan få telefonisk hjælp til spørgsmål til bevilling, bestillinger eller produkterne generelt. Igennem Fælles Service Center kan borgeren desuden få uvildig rådgivning til valg af produkter hos sundhedsfagligt personale - uafhængig af produktleverandøren og uanset hvilken kommune eller region, man er bosat i.

Mere effektivt sundhedsvæsen

Udviklingen af den nye løsning har taget tid og har mødt barrierer undervejs af juridisk, kulturel, organisatorisk og økonomisk karakter. Men regionerne og kommunerne har fundet en god løsning. Det mener administrerende direktør for Ældre og Handicapforvaltningen i Odense Kommune, Gitte Østergaard:

»Projektet har fundet en ny løsning, der skaber værdi for både borgere med stomi og for samfundsøkonomien. Det har krævet stor vilje fra kommuner og regioner i forhold til samarbejde, forandring, vedholdenhed og ressourcer. Jeg vil gerne takke alle involverede for deres tillid, indsats og tålmodighed. Det viser med al tydelighed, at vi sammen kan nedbryde barrierer, og jeg glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde,« konstaterer Gitte Østergaard.