Store forskelle på investeringer i veje og bygninger i Østjylland
Skanderborg lå i 2021 noget under gennemsnittet i Østjylland, når det gjaldt investeringer i byggeri og anlæg.
I 2021 brugte Skanderborg Kommune i gennemsnit 1.920 kroner per indbygger på at bygge og vedligeholde bygninger og veje. Det er noget under gennemsnittet for de ti kommuner i Østjylland, der lød på 2.880 kroner per indbygger.
I top blandt de østjyske kommuner var Horsens, der i 2021 brugte 3.880 kroner per indbygger på at bygge nye skoler, reparere huller i vejene og renovere slidte plejehjem, mens Randers brugte mindst med 1.560 kroner.
Det skriver DI Byggeri i en pressemeddelelse på baggrund af en ny opgørelse foretaget af Dansk Industri over kommunernes bygge- og anlægsinvesteringer.
Forskellene mellem kommunerne er til at få øje på, mener Michael Ancher, formand for DI Byggeri Østjylland. Han opfordrer til, at de østjyske kommuner fremadrettet gennemgår deres budgetter med et skarpt blik for den nuværende energikrise.
»Vi skal spare på energien alle steder, så vi i fællesskab kommer gennem denne krise. Derfor er det oplagt, at kommunerne bruger penge på at renovere og energioptimere alt fra rådhuse til vuggestuer og veje, når de lægger budgettet for kommende bygge- og anlægsinvesteringer. Et mindre energispild er både til gavn for kommunens økonomi, for klimaet og for udsigterne til at gøre Danmark fri af russisk gas,« udtaler han i pressemeddelelsen.
De ti kommuner i Østjylland brugte i gennemsnit 2.880 kroner på bygge- og anlægsinvesteringer i 2021, hvilket er cirka 400 kroner mindre end landsgennemsnittet. Det kan der ifølge Michael Ancher være flere gode grunde til. Alligevel sender han en opfordring til de østjyske politikere om at prioritere vedligeholdelse af regionens veje og bygninger.
»Analysen peger ikke på, hvor stort renoveringsbehovet er for kommunerne i Østjylland. Og der kan være mange grunde til, at kommunerne prioriterer deres midler, som de gør. Jeg vil dog gerne hejse et flag for, at løbende renovering af veje og bygninger kan vise sig at være den billigste og bedste løsning på den lange bane, fordi vi så ikke står med den helt store regning til sidst. Derfor vil jeg gerne opfordre de østjyske politikere til at tænke energioptimering og vedligeholdelse ind som et vigtigt element i de kommende års budgetter,« siger Michael Ancher.