Fortsæt til indhold

Vil arbejde for det gode liv i landdistrikterne

En ny landdistriktspolitik er på vej. Vær med i én eller flere af fire workshops, der bliver afholdt i begyndelsen af 2023.

Samfund

Fra Favrskovs landsbyer er der rig adgang til oplevelser i naturen, det gode fællesskab med naboerne og ikke mindst ro og plads til familien. Listen kunne blive ved – men hvad er det egentlig, der gør livet i og omkring landsbyerne godt? Og kan det blive endnu bedre?

For at sikre attraktive og fremtidssikrede landsbyer og landdistrikter i Favrskov Kommune er en ny landdistriktspolitik på vej. Den skal rumme både store og små landsbyer i alle hjørner af kommunen og skabe endnu bedre rammer for bosætning, udvikling og hverdagen.

Hvis du kunne tænke dig at bidrage til den nye politik, kan du deltage i én eller flere af fire workshops, der bliver afholdt i begyndelsen af 2023. Alle er velkomne til disse workshops, som er opdelt efter temaer, der er udarbejdet i fællesskab mellem Plan- og Landdistriktsudvalget og Landsbyrådet, lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.

Fire workshops er klar

Der vil være fire workshops med forskellige emner på plads.

’Erhverv i landdistrikterne + Energi- og forsyningsfællesskaber’ er overskriften på workshoppen, der holdes 12. januar kl. 16.30-18.30.

’Trafiksikkerhed og mobilitet’ er overskriften på en anden workshop, der også holdes 12. januar. Det foregår kl. 19 -21.

’Landsbyudvikling’ er overskriften på en workshop, der holdes 2. februar kl. 17-21.

Og ’Fællesskaber i landdistrikterne’ er overskriften på workshoppen, der holdes 20. februar kl. 16.30-18.30.

Tilmelding kan ske hos Favrskov kommune. Yderligere information om de øvrige workshops kommer i begyndelsen af 2023.

Forslag og inputs fra de fire workshops bliver taget med i det videre arbejde med landdistriktspolitikken, som varetages i samarbejde mellem Plan- og Landdistriktsudvalget og Landsbyrådet.