Fortsæt til indhold

Rammer 35 ruter - regionen skærer i busafgange for 42 millioner kroner

Vigtig rute for studerende på Djursland bevares efter omfattende tilpasning af busrutenettet.

Samfund

Der fjernes busture for i alt 41,2 millioner kroner i de regionale busruter i sommerkøreplanen næste år.

Det har regionsrådet i Region Midtjylland vedtaget i en omfattende tilpasning af busrutenettet, som også kommer til at berøre flere ruter i Østjylland.

Fire busruter mister helt eller delvist regionalt tilskud, og der har da også været frygt for, at blandt andet den vigtige rute 351 mellem Ebeltoft og Grenaa, der sikrer transporten for de studerende til Grenaa, var lukningstruet.

Rute 351 overlever dog, efter regionen har besluttet at overtage finansieringen af ruten.

»Det er ikke nogen nem opgave at skulle foretage besparelser på et område, der spiller en vigtig rolle i mange menneskers liv. Desværre står vi som samfund i en situation, hvor der ikke er nogen vej uden om tilpasninger. I den sammenhæng glæder jeg mig over, at langt hovedparten af ruterne opretholdes, selv om det mange steder bliver med færre afgange, og at vi i høj grad bevarer muligheden for at komme til og fra job og uddannelse med kollektiv transport i Region Midtjylland,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.

Rammer 35 ruter

Ifølge Region Midtjylland har tilpasningerne været nødvendige, fordi ekstremt høje energipriser kombineret med lave billetindtægter betyder, at regionen får mindre trafik for pengene. Det har skabt store underskud både i år og næste år.

Det er med den nu vedtagne tilpasning i høj grad lykkedes at bevare transportmuligheder for uddannelsessøgende og pendlere morgen og eftermiddag.

Der vil nu desværre være borgere, der oplever et dårligere serviceniveau, men vi opretholder altså hovedparten af ruterne.
Bent B. Graversen (V), udvalgsformand for Regional Udvikling

Til gengæld rammes lavt benyttede busture midt på dagen hårdt. I alt berøres 35 busruter. Fire af dem mister helt eller delvist det regionale tilskud.

De fire ruter er:

  • Delstrækningen Hammel–Fårvang på rute 114 Aarhus–Hammel–Fårvang.
  • Delstrækningen Søften–Hinnerup–Hadsten på rute 115 Søften–Hinnerup–Hadsten–Langå.
  • Rute 319 Hornslet–Auning
  • Rute 116U Galten–Harlev–Tilst

Grundig proces

Forud for regionsrådets beslutning ligger en lang proces for at skabe balance i økonomien. Regionen har afholdt tre udendørs offentlige dialogmøder, ligesom udvalget for Regional Udvikling har afholdt møder med alle berørte kommuner for at sikre kendskab til de lokale forhold.

Derudover har regionen fået flere henvendelser fra og været i dialog med både borgere og uddannelsesinstitutioner.

»Overordnet set har vi haft en meget konstruktiv dialog om den udfordring vi står med på mobilitetsområdet. Det betyder også, at der er fundet løsninger på de fleste af de konkrete ting, kommunerne har peget på. Der vil nu desværre være borgere, der oplever et dårligere serviceniveau, men vi opretholder altså hovedparten af ruterne og muligheden for at pendle. Samtidig sikrer vi, at der stadig er et rutenet af busser at bygge på, når vi i de kommende år skal udvikle den kollektive trafik,« siger udvalgsformand for Regional Udvikling, Bent B. Graversen (V).

Kollektiv trafik ændrer form

Tilpasningerne træder i kraft i sommerkøreplanen 2023 fra 25. juni næste år. Frem mod køreplansskiftet vil den nye køreplan således blive sendt i høring, men den økonomiske ramme for den regionale kollektive trafik ligger nu fast, lyder det fra Region Midtjylland.

Samtidig vurderes det i regionen, at den kollektive trafik kommer til at ændre sig i de kommende år.

Som en del af beslutningen på regionsrådsmødet skal regionens administration således lave et oplæg til, hvordan der kan arbejdes med fremtidens mobilitet i regionen.

»De krav, vi som borgere har til kollektiv transport, udvikler sig hele tiden – og vi ved, blandt andet fra de dialogmøder vi har haft med borgerne, at der er et stort ønske om mere fleksible løsninger til at fremme mobiliteten. Det kommer vi fra regionens side til at samarbejde bredt om at udvikle i de kommende år. Men først og fremmest skal der altså være balance i økonomien. Det sikrer vi nu på en så skånsom måde som muligt,« siger næstformand i Udvalg for Regional Udvikling, Henrik Qvist (EL).