Millioner fra staten - borgerne kan se frem til hurtigere hjælp ved sygdom og ulykker
Responstiden forbedres blandt andet på Djursland.
Region Midtjylland modtager ca. 62.5 millioner kroner. fra Sundhedsstyrelsens akutpulje.
Det giver anledning til at styrke den akutte indsats, da pengene giver Region Midtjylland mulighed for at forbedre ambulancedækningen i de områder, hvor responstiderne er længst.
Pengene rækker også blandt andet til at bemande to nye visitationsbiler med paramedicinere, skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) er glad for akuthjælpen, som han ser frem til at bruge på at skabe mere tryghed for borgerne ved hurtigere hjælp ved sygdom og tilskadekomst.
»Nu skal vi i gang med at sikre, at pengene bliver brugt bedst muligt i de områder, bevillingen dækker; det vil sige Horsens, Djursland, Silkeborg og Nordvestjylland,« siger Anders Kühnau i pressemeddelelsen.
Hjælp på stedet
Formanden er også meget tilfreds med, at Region Midtjylland får midler til to visitationsbiler, der skal køre ud til akutte, men ikke livstruede, patienter, som måske kan færdigbehandles, hvor de befinder sig, skriver Region Midtjylland.
Foruden mere ambulancetid og to nye visitationsbiler har Region Midtjylland også fået penge til at styrke den sundhedsfaglige visitation på 112-AMK-vagtcentralen og tilskud til at forbedre liggende/hvilende sygetransport.