Om cognacbønner og evighed
Nu kommer jeg måske til at lyde som en på 80 eller langt derover, men jeg kan også virkelig godt li’ bridgeblanding og cognacbønner, så måske det passer meget godt sammen, når jeg nu konstaterer, at tiden går alt for stærkt. Pludselig skriver vi 2023, og mens jeg fortærer den sidste rest af julens konfekt, sidder jeg med den der lidt underlige fornemmelse af, at tiden bare forsvinder. Ja, det føles vitterligt som den danske digter Benny Andersen beskriver det i et af sine digte:
Vi har tolv ure i huset
alligevel slår tiden ikke til.
Man går ud i sit køkken
henter kakaomælk til sin spinkle søn
men når man vender tilbage
er han blevet for gammel til kakaomælk
kræver øl, piger og revolution
Man må udnytte tiden, mens man har den
Ens datter kommer hjem fra skole
går ud for at hinke
kommer ind lidt efter
og spør om man vil passe den lille
mens hun og manden går i teatret
og mens de er i teatret
rykker den lille med noget besvær
op i 3. G.
Man må udnytte tiden, mens man har den…
(Uddrag af Tiden fra ’Her i reservatet’, 1971)
Benny Andersen skildrer så tydeligt det, vi udmærket ved, men indimellem helst vil glemme: Tiden går. Og det nye år ruller allerede afsted.
Der er noget, der er kommet os i forkøbet. En anden tid. For vi har jo allerede fejret nytår én gang i år, nemlig kirkens nytår den første søndag i advent, og dér handler ikke om os og alt vores eget...
Men der er noget, der er kommet os i forkøbet. En anden tid. For vi har jo allerede fejret nytår én gang i år, nemlig kirkens nytår den første søndag i advent, og dér handler ikke om os og alt vores eget; om hvad vi har udrettet og opnået; om hvad der var vigtigst i året der gik, og hvad der så til gengæld ikke lykkedes. Det handler heller ikke om vores fortsætter for det nye år. Om at vi skal leve sundere, spise sundere, træne mere, yde mere, nå mere, leve mere.
Kirkens nytår er ikke vores status. Det er Guds, og den kommer os i forkøbet. Guds status kommer det verdslige nytår, og dermed alle de blandede følelser af glæde, frygt og bekymringer, i forkøbet. Og i den status lyder det, at vi altid allerede er elsket. Jo den er god nok: Vi er altid allerede elsket.
Så bedst som man ved et årsskifte kan sidde med følelsen af, at man altid allerede er bagud – i tid, i gøremål, i anstrengelser, i kærlighed, så er der dog noget, der kommer os i forkøbet: En anden tid. En evighed. Et kirkeår, der forkynder, at Guds status er en anden end vores. Et kirkeår, der forkynder kærlighed på forhånd og evighed i tiden – også i det Herrens år 2023.
Godt nytår.