Fortsæt til indhold

Elevklub Norddjurs: Lærlinge og elever mødes i ny elevklub

Norddjurs ErhvervsNet vil med Elevklub Norddjurs lave mødested for de unge i erhvervslivet.

Samfund

Norddjurs ErhvervsNet har taget initiativ til at stifte Elevklub Norddjurs. Den er for alle håndværksmæssige lærlinge og elever blandt netværkets medlemmer. Navnet er ’Elevklub Norddjurs - Fremtidens erhvervsliv’.

Elevklub Norddjurs vil til en start invitere til fredagsbar en gang om måneden eller hver anden måned med forskellige emner og indslag. Derudover vil der være mulighed for andre arrangementer.

Det er planen, at Elevklub Norddjurs skal have sin egen mobile bar, og derfor inviteres alle elever og lærlinge til at være med til at bygge den. Baren vil herefter være med til fredagsbar, men den kan også lejes ud.

Fordi Elevklub Norddjurs er et nyopstartet initiativ, er det gratis at være medlem i hele 2023.

Besøg af rallykører

Fredag 27. januar klokken 14.30 inviterer klubben til sin første fredagsbar hos bilforhandler Tage Thomsen A/S Peugeot Fausing. Denne første gang er også de unges mestre velkommen. Der serveres burgere, og der vil være øl og vand.

I stedet for at klippe en snor for det nye initiativ vil borgmester Kasper Bjerregaard i stedet slå det første søm i. Herefter kommer Johannes Graversen med sin Fiat X1/9 og fortæller om sin karriere indenfor dansk og international motorsport. Han er virkelig en af veteranerne i den danske motorsport, idet han allerede i 1968 startede som rally-kører i en Fiat 850 Coupé. Desuden har han en baggrund i en erhvervsuddannelse som mekaniker.

’Et fedt fællesskab’

Elevklub Norddjurs har sendt nyheden ud til sine medlemmer sammen med spørgsmålet ’Skal dine lærlinge/elever være med i et fedt fællesskab?’ Hensigten er, at klubben skal bidrage til sammenhold på tværs af fagene, og det er samtidig håbet, at den med tiden vil danne grobund for et styrket samarbejde mellem virksomheder og på tværs af fag.

Harald Grønlund, der er med i styregruppen for initiativet, håber også, at det vil få flere unge til at vælge de erhvervsfaglige uddannelser.

»Det har samfundet brug for. Vi ser jo ret præcist, at der ingen arbejdsløshed er inden for de erhvervsfaglige fag. Her er der fuld beskæftigelse, og der mangler endda folk, hvorimod der er større og større arbejdsløshed indenfor den akademiske verden.«

Han tilføjer, at det har været ekstremt svært at få lærlinge og elever ind på virksomhederne. Samtidig er der et stort frafald blandt dem, der så starter.

»Så det er også hjælp til selvhjælp. Virksomhederne er jo interesseret i at tiltrække og fastholde kloge hænder.«

De barske realiteter er, ifølge Harald Grønlund, at der på landsplan kun er 20 procent af en årgang, i Norddjurs 26 procent, der søger ind på de erhvervsfaglige uddannelser. Heraf er der et frafald på cirka 50 procent.

’Skal blive populært’

Harald Grønlund håber, at virksomhederne vil orientere deres elever og lærlinge om initiativet og derved være med til at skabe et godt fremmøde til arrangementerne.

»De unge skal kunne få et godt netværk i elevklubben, og det skal helst blive skidepopulært,« understreger han.

I første omgang drives elevklubben af en styregruppe bestående af fem medlemmer af Norddjurs ErhvervsNet. På sigt er det meningen, at eleverne og lærlingene selv overtager tøjlerne.