Fortsæt til indhold

Havekredse går sammen

Havekredsene i Hinnerup, Hadsten og Hammel ønsker at gå sammen i fælles havekreds.

Samfund
gs

I 2007 blev kommunerne lagt sammen til større enheder og nu vil de tre eksisterende havekredse i Favrskov Kommune gå ind i et endnu tættere samarbejde.

Bestyrelserne ser samarbejdet som en stor mulighed for at kunne tilbyde medlemmerne flere oplevelser og glæder ved at arbejde med haven. Derfor inviteres alle med interesse for haven til nytårskur onsdag 11. januar kl. 19 i Inside Hammel.

På mødet vil der blive orienteret om kommende sammenlægning og hvilke ideer, de hidtidige bestyrelser har gjort sig om det fremtidige samarbejde.

Alle kan bidrage

»Og her er det, at det er muligt at komme med nye ideer om, hvordan samarbejdet skal være, og hvilke nye tiltag man kan tage fat i nu, hvor kræfterne bliver samlet. Og det er ikke blot for medlemmer. Alle er meget velkommen, og fremover behøver man ej heller at være medlem af havekredsen for at deltage i et eller andet ønsket omfang i arbejdet,« fortæller havekredsene i en fælles pressemeddelelse.

Ved nytårskuren vil Anne Meta Nielsen fra Frivillig Center Favrskov fortælle om, hvad det vil sige at være frivillig.

»Hvad giver dig haveglæde? Plukke blomster til en buket, dyrke grøntsager, nyder du summen af insekter eller sidder du på din terrasse og hører vandet risle fra en vandsten? Har du et drivhus til tomater eller driver du den af i en havestol med en god bog, mens fuglene fløjter i et træ? Frisk luft og natur er sundt for sjæl og krop... den er lige uden for din dør og i din have. Hjælp os med at hjælpe andre til at finde haveglæden. Haveselskabet skal have en ny struktur, hvor alle medlemmer og haveinteresserede bliver samlet i Favrskov Kommune,« lyder det videre.

Mødet er gratis, men tilmelding skal ske til enten Irene Glud Nielsen 27649011 eller Grethe Rasmussen 24428856 senest 8. januar.