Nyt hjerte til den rumænske familiebil
Den rummelige Dacia Jogger får nu samme hybriddrivlinje med 140 hk og automatgear, som kendes fra flere Renault-modeller.
Godt med plads til en fornuftig pris. Det har været en af de store forcer for Dacia Jogger, som kom på markedet i fjor. Men motorprogrammet har været smalt og har savnet en kraftigere motor end grundmotoren, som er en benzinmotor på 110 hk - og ikke mindst muligheden for automatgear.
Det bliver der snart. Dacia med moderkoncernen, Renault, i ryggen udvider nemlig modelprogrammet med den samme 1,6-liters hybridmotor med syvtrins automatgear, vi kender fra en række Renault-modeller. Her genanvendes bremseenergien i stor stil.
Batteriet, som op-og aflades, er placeret strategisk godt gemt af vejen under bagagerumsgulvet i Jogger, som har plads til fem eller syv alt efter sædeopsætning.
Her hjælper en B-indstilling i gearkassen med ekstra meget regenerering, så man under de rigtige omstændigheder kan undgå at bruge bremsepedalen mest muligt for derimod at opsamle energi.
Systemet fungerer ved, at den 1,6-liters benzinmotor leverer 90 hk, mens elmotoren yder 50 hk og fungerer som en mindre slags startgenerator, og hvor der er en systemydelse på 140 hk.
Motorerne er forbundet til en automatisk gearkasse med fire trin til benzinmotoren og to til elmotoren. Der er ingen konventionel forbindelse.
Batteriet på 1,2 kWh kan så lagre den energi, som kommer ved opbremsning. Det skulle give et væsentligt lavere forbrug, ligesom man skulle kunne køre på ren el noget af tiden.
Samtidig kan bilen få et ekstra boost ved overhalinger.
Modellen får meget udstyr med fra starten. Det omfatter blandt andet en digital instrumentering med en skærm på syv tommer, der kan sættes op i ligeledes syv grafiske indstillinger efter køreindstillingerne.
Her er blandt andet også elektronisk parkeringsbremse og en midterste boks med flere rum og aflæggeplads.
Den billigste version med 110 hk og fem sæder koster i dag fra 195.000 kr. Danske priser for den nye hybrid-model, der kommer til foråret, kendes endnu ikke. Men et gæt er, at prisen kommer til at stige ganske markant og vil givetvis nærme sig 250.000 kr., hvis ikke mere.