Nu dropper Skoda plug-in-hybriderne og rykker i stedet på rene elbiler
Skoda er stoppet med at sælge Octavia og Superb som plug-in-hybrid i en række lande, inklusive Danmark. De øvrige mærker i VW-koncernen fortsætter som hidtil herhjemme.
Det er slut med nogle markante modeller hos et af de kendte bilmærker herhjemme.
Skoda stopper nemlig med at sælge Octavia og Superb i plug-in-versionerne, kaldet iV, i en række lande, herunder Danmark. Det betyder, at man hverken kan købe eller bestille modellerne.
Det er der flere årsager til, lyder det fra Niels Pilgaard Hansen, der er marketing-og pr-chef hos den danske Skoda-importør.
»Det var ikke så langt et liv, plug-in-hybriderne fik, men de er underlagt den kompleksitet, der ligger i at bygge biler. Man kan spørge, om det giver mening at bygge biler, der ikke er så meget efterspørgsel efter, som der er på elbiler, når vi hellere vil bygge dem,« siger Niels Pilgaard Hansen.
Han har ikke fået en endegyldig melding om, at plug-in-hybriderne er helt væk herhjemme. Men han tror ikke, at de kommer tilbage i programmet igen.
»Det er min klare opfattelse, at folk er klar til ren strøm, ellers er de ovre i den anden grøft med benzinbiler. Det er benzin med mild hybriddrift og elbiler. Det er også begyndt at gå op for folk, hvad der er af vedligeholdelsesudgifter på en plug-in-hybrid. Her har der måske været snusfornuft i forhold til vores brand. Men en fuldbyrdet elbil er måske et bedre køb, hvis man kan leve med rækkevidden,« siger Niels Pilgaard Hansen.
Hos Skoda har man ikke haft teknologien særligt længe. Den første plug-in-hybrid fra mærket blev lanceret i 2019, men først året efter kom den opladelige Superb til Danmark. I efteråret 2020 kom den mere folkelige Octavia plug-in-hybrid, hvor salget for alvor startede i 2021. Der er da også solgt 1.667 eksemplarer af Octavia plug-in-hybrid fra ny, mens flere andre er kommet ad bagvejen via import fra blandt andet Tyskland, mens Skoda har indregistreret knap 500 nye Superb.
Hos VW fortsætter de nuværende plug-in-hybrider i programmet med forbehold for de udfordringer, som leveringssituationen kan give for visse varianter. Det vil sige Golf e-Hybrid, Golf GTE, Passat GTE og Tiguan eHybrid. Her er ifølge Thomas Hjortshøj, der er pressechef hos Volkswagen, ingen planer om at tage dem helt af programmet.
»Vi tager de biler, som vi kan få fra fabrikken,« lyder meldingen fra Thomas Hjortshøj.
Fortsætter
Hos Seat og Cupra fortsætter man med plug-inversioner af Leon, Cupra og Formentor i programmet.
»Vi forventer at få et vist antal af bilerne, men vi har ikke tal på, præcis hvor mange der er tale om,« siger Christian Kynding, der er direktør for Seat og Cupra.
Tarraco er dog helt udgået af det danske marked og en række andre markeder. Det betyder, at den danske Seat-importør tidligere på året har måttet annullere 300 ordrer.
Hos Audi kører man også videre uden justeringer i modelprogrammet.
»Vi fortsætter uændret med plug-in-hybridmodellerne i vores program,« fortæller Britt Stellinger, der er pressechef hos Audi.
Det drejer sig om plug-in-versioner af Q3, Q5 samt A3, A6, A7 og A8. Her sælger de to førstnævnte godt.
Herhjemme er der i år til dato indregistreret 351 Skoda Octavia iV og 77 Skoda Superb iV. Den mest solgte plug-in-hybrid i VW-gruppen er Audi Q3 med 803 stk., og den mest solgte PHEV i alt på tværs af klasser er Ford Kuga Plug-in-Hybrid med 2.756 biler.