Fortsæt til indhold

Varm og våd nytårsaften: Rekord står for fald

Nytårsaften bliver regnfuld flere steder i landet og rekordvarmt med op til 13 grader.

Samfund
ksa

Forholdene for fyrværkeri bliver ikke de bedste til dette års nytårsaften.

Årets sidste dag byder nemlig på en del regn, ifølge TV2 Vejret, og temperaturer, der ikke er set før en nytårsaften.

Der kommer især regn i den sydlige del af landet, hvor der kan komme over 15 millimeter fra ud på aftenen og indtil i morgen tidlig.

Kun over den nordligste del af Jylland er det sandsynligt, at det holder mest tørt.

Det udbredte regnvejr markerer grænsen mellem køligere luft mod nord og rekordvarm luft for årstiden syd for Danmark.

Nytårsaftensdag kan temperaturerne syd for Danmark nå over 15 grader, og en del af denne ekstremt varme luft strømmer op over den sydlige halvdel af landet i dagens løb.

Her viser prognoserne, at temperaturerne kan stige til 13 grader, når det er varmest.

Det er betydeligt over de 10,4 grader, der blev målt forrige år nytårsaftensdag, og som er den gældende varmerekord for 31. december.

TV2 Vejret oplyser, at det bedste raketvejr bliver i Nordjylland, hvor det ikke skulle blæse og regne ifølge prognoserne.

Vådt nytår!