SOH-løb: Skoleelever hjalp til i år
SOH-løbet flyttet til Søndervangskolen
motion Det var vigtigt at se sig for på stien rundt om Skovvangskolen i Hammel i går, onsdag, for både løbere, gående og især kørestolsbrugere gjorde stien usikker. Det var nemlig dagen for det årlige SOH-løb for hjerneskadede. SOH står for Speciel Område Hjerneskade.
Det er institutionen Tagdækkervej i Hammel, der arrangerer løbet, og ligesom tidligere var også søster-institutioner fra Hedensted og Aarhus inviteret med. Som noget nyt var løbet i år flyttet til Søndervangskolen i Hammel, og elever fra 1. klasse var med som hjælpere og motionister.
Stemningen var i top, og der blev både snakket og grinet på ruten. Hver gang de 15-16 borgere, der deltog i løbet, rundede startstedet, blev det noteret, og der blev gået, løbet og kørt stærkt i svingene.
Motion heler
På intitutionen Tagdækkervej er der et særligt fokus på motion. Det er én af de tre discipliner, der lægges særlig vægt på i restitueringen efter en hjerneskade. Derudover er det musik og kreative fag.
"Motion er blandt andet med til at danne nye hjerneceller," forklarer pædagog Michael Poulsen.
Kasper Sørensen, klasselærer for eleverne i 1. b, peger på, at eleverne, udover motion, også 'får en på opleveren'.
"Børnene kan få lov at vise omsorg for andre. De stopper op, snakker, konkurrerer og viser vej - og inspirerer i det hele taget med godt humør og god børneenergi. Det har også været helt vildt spændende at snakke med eleverne om, hvad man egentlig kan lave af arbejde, der har med omsorg at gøre. Og om hvad der er sket, eller om det er noget, man er født med."