Fortsæt til indhold

Debat: Budget 2020 - det er dyrt at være fattig, men fattig, det er vi ikke ...

Samfund
Michael Stegger Jensen, Gruppeformand og medlem af økonomiudvalget, Socialdemokratiet Syddjurs Kommune. På vegne af byrådsgruppen:

Socialdemoktratiet har tre mål for Budget 2020:

Kernevelfærd

Velfærd er hjerteblod for enhver socialdemokrat. Derfor vil vi sikre, at der er ordentlige betingelser for vores skoler, institutioner og for vores ældre.

Konkret vil vi inddrage borgerne og de forskellige interessenter, og derefter tage de bedste beslutninger til gavn for Syddjurs Kommune generelt. Vi synes det er vigtigt at prioritere hele kommunen, så vi ikke centraliserer det hele i få byer.

Derfor piller vi ikke ved skolestrukturen, vi vil fortsat have 10 folkeskoler, og fortsat have ni med overbygning.

Vi vil også igangsætte en undersøgelse af behovet for plejeboliger før end planlagt i direktionens oplæg, så den bliver lavet i 2021 i stedet for 2023. Efter analysens udløb, har vi et bedre og tidligere overblik over, hvornår vi skal bygge nyt.

Bæredygtighed

Vi vil fortsætte det store fokus på bæredygtighed. Sidste år ansatte vi en koordinator, og satte for alvor Syddjurs Kommune på landkortet for bæredygtighed. Et emne, der under valgkampene til Europa-Parlamentet og Folketinget, var det helt store. Man skulle næsten tro, de havde kigget på os i Syddjurs?

Vores bæredygtighedsudvalg kommer i foråret med en rapport, der kan give os redskaber til at tage Syddjurs et skridt længere mod vores målsætning. At være foregangskommune for andre.

Som supplement til dette ønsker vi en fond på en mio kr til det fortsatte fokus på bæredygtighed. Vi kalder det en klimafond, da det er med udgangspunkt i klimaet og FNs 17 verdensmål.

Vi vil også afsætte yderligere en halv mio årligt til cykelstier, så udbygningen af vores stinet mellem byerne i kommunen fortsættes.

Vi ønsker også en udfasning af brugen af pesticider, både i kommuner, i private haver og naturligvis også i landbruget.

Sund økonomi

Vi vil i Socialdemokratiet tage ansvar, og sikre at vi også i årene fremover har en solid økonomi i Syddjurs Kommune. Men vi vil heller ikke undlade at investere, hvor det giver mening.

Det er dyrt at være fattig, men fattig, det er vi ikke, trods andres subjektive meninger! Så derfor er vi klar til at investere i borgernes ve og vel, blandt andet gennem teknologi, men stadig med det enkelte menneske i centrum, og med fokus på stadigvæk at have nærhed omkring ung som ældre.

Et sted vi mener, det vil give mening at reducere, er i antallet af konsulenter. Sidste år brugte vi i Syddjurs Kommune over 18 mio på dette. Vi foreslår blandt andet dette beløb sænket med tre mio i 2020, så der fremadrettet max bruges 15 mio.