Masser af action for børn i efterårsferien
Syddjurs Bibliotek byder traditionen tro på sjove, spændende og eventyrlige aktiviteter for børn
djursland Der er ingen grund til at kede sig i efterårsferien. Slet ikke hvis man er til at tegne, teater eller eventyr. Men heller ikke, hvis man er til lidt mere action.
En vaskeægte stuntmand fra Stuntakadamiet kommer nemlig forbi Kolind mandag 14. oktober. Her vil han vise forskellige teknikker til at lave ægte stunts. Stunt-workshoppen er delt op efter aldersgrupper: Børn, der går i 1. til 3. klasse kan komme kl. 11 og børn fra 4. til 6. klasse kan komme kl. 12.30. Der er fri entré, men tilmelding på syddjursbibliotek.dk
Te og eventyr
Er man til eventyr og udklædning, skal man besøge Hornslet Bibliotek tirsdag 15. oktober kl. 9.30. Her er der 'Te og eventyr på slottet', hvor man kan tage sin fineste prinsessekjole eller sejeste ridderdragt på og komme til te hos dronningen. Dronningen vil også tage sit skumsværd med, så der skulle være mulighed for en god sværdkamp. Der vil også være drageløb.
Vil man hellere tegne, så er der 'Manga-workshop' på Rønde Bibliotek tirsdag 15. oktober kl. 11 for de 8-12 årige. Her vil en underviser fra Manga Workshop i Aarhus give inspiration og teknikker til at tegne de karakteristiske japanske mangafigurer med store øjne. Der er dog kun få pladser tilbage, så vil man med, skal skynde sig at tilmelde sig på syddjursbibliotek.dk.
Teater og Ebelfestival
I Ebeltoft vil hele byen jo summe af liv med årets Ebelfestival, og her tilbyder Syddjurs Bibliotek igen i år tre teaterforestillinger for børn i samarbejde med festivalen. Den første er 'Historien om tigeren' for børn fra 6 år og opefter, som Hartmanns teater opfører mandag 14. oktober kl. 11. Onsdag 16. oktober kl. 11 opføres 'Den grusomme historie om Medusas hoved' for de 3-8 årige opført af teatergruppen 'Asterions Hus'.
Rækken af teaterstykker sluttes af med Syddjurs Egnsteaters forestilling 'Kæmpen som ikke havde hjerte i livet', som opføres for de 4-10 årige torsdag 17. oktober kl. 11. Billetpris 30 kr. på go-syddjurs.dk.
gs