Fortsæt til indhold

Eleverne på Tirstrup Idrætsefterskole løb over 8000 km på 24 timer

Det traditionsrige 24-timers løb blev afholdt for 9. gang, da 120 elever fra Tirstrup Idrætsefterskole trak i løbeskoene for det gode formål.

Samfund
Katharina Andersen

Tirstrup Det var en stor folk kappeklædte unge teenagere, der i sidste uge stod klar til at slå en særdeles flot rekord, som sidste år lød på 127 kilometer.

Eleverne skulle på 24 timer løbe eller gå så mange kilometer som overhovedet muligt - og ved hjælp af sponsorerer tjente eleverne penge pr. kilometer til fordel for organisationerne Tanzibarn.dk og Legeheltene.

"Vi har været særdeles godt forberedt i år, og vi har virkelig dygtige og ambitiøse elever, så jeg tror absolut på, at vi slår rekorden," sagde Kristian Hell, lærer på Tirstrup Idrætsefterskole og langdistanceløber kort efter startskuddet lød til dette års 24-timers løb.

Rekorder og et flot beløb

Der blev dog ikke slået rekord på de 127 km for én elev, selvom alle elever kæmpede en brag kamp i både nattetimer og regnvejr. Til gengæld blev der samlet et tårnhøjt beløb ind - og slået en rekord i det samlede antal km.

Eleverne samlede 142.621 kroner ind og løb samlet 8282 km. Både beløbets størrelse og antallet af km er aldrig før set i efterskolens historie.

Lærke Linnea Winding og Benjamin Andersen blev de to elever, der løb længst med hhv. 111,8 km og 114,6 km på 24 timer, og det er altså et godt stykke over det samlede ambitionsniveau for eleverne, der officielt lyder, at eleverne som minimun skal løbe en maratondistance (42,2 km.) indenfor de 24 timer.

"Mange af eleverne har sat sig målet om at løbe over 100 km, og det er virkelig flot, hvis man når så langt," forklarer Kristian Hell, og afslører lidt af hemmeligheden for, hvordan man når længst på de 24 timer.

"Det handler faktisk om at lægge stille ud. Det er psyken, der er det vigtigste i det her. At man fortæller sig selv, at man skal blive ved."

Klub 100

Og de blev ved. Faktisk nåede 50 elever i den såkaldte 'klub 100' og nåede altså at løbe 100 km eller mere, mens en anden tapper pige på krykker nåede at 'løbe' 56 km.

"Vi er simpelthen så imponerede over det engagement som både elever og lærere og forældre har lagt i det her projekt. Det er den eneste grund til, at man kan nå så flot et resultat og gøre den store forskel. Vi har fulgt med på de sociale medier de seneste 24 timer, og det har næsten været som at være der selv. Den store følelse af fællesskab smitter," siger Henriette Madsen, stifter af Legeheltene.

En del af det indsamlede beløb går blandt andet til, at Legeheltene kan komme ud og lave aktiviteter for børnene på det nye børnehospice i Rønde.