Fortsæt til indhold

Godt pedalarbejde: Skoleelever cyklede 9.329 ture på to uger

Over 2.000 i Skanderborg Kommune deltog i 'Alle børn cykler'

Samfund
Arkiv

De sidste kilometer er netop blevet registreret, og det tyder på, at cykelstierne har været fyldt med friske skolebørn i september i Cyklistforbundets børnemotionskampagne 'Alle børn cykler', hvor elever har dystet om at cykle flest dage til og fra skole.

I Skanderborg Kommune har eleverne taget dysten til sig og trampet i pedalerne. 2.162 elever fordelt på 97 klasser på 13 skoler har deltaget, og det er blevet til imponerende 9.329 cykelture i løbet af kampagnens to uger.

Sunde transportvaner

"Vi er utroligt glade for den opbakning til kampagnen, der har været blandt skolerne og ikke mindst eleverne. De har været super seje. Med indsatser som den her får vi etableret gode og sunde transportvaner allerede i barndommen," siger trafik- og tilgængelighedsrevisor Jette Schmidt i en pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune.

Cykeldysten er et tilbagevendende event, som skal få flere børn til at cykle - både til og fra skole og til fritidsaktiviteter.

Kampagnen har også fokus på trafiksikkerhed, og derfor er der både blevet registreret cykel- og hjelmdage.

Havde hjelmen på

Resultatet viser, at langt de fleste ture er foregået med hjelm. På nationalt plan kørte over 96 procent med hjelm, mens Skanderborg Kommune lå over gennemsnittet med næsten 100 procent. Ud af de 9.329 ture foregik 9.306 nemlig med hjelm.

Cykeldysten passer også ind i Skanderborg Kommunes overordnede strategi med at cykelsikre børn. Trafikplatformen 'De Ualmindelige' har fokus på selvtransport samt på at skabe trafiksikre og ansvarlige cyklister.

Formålet er at minimere antallet af ulykker ved at lære børn at færdes sikkert i trafikken i en tidlig alder.