Dråby-borger skriver bøger om landsbyen
Serie på tre bøger beskriver byen Dråby. Bøgerne er skrevet af Mogens Møller, der er født i Dråby, men nu bor i Grenaa
DRÅBY Dråbys historie er nu udkommet som en bogserie på tre bøger.
Det bliver til godt 900 sider, der fordeler sig over de tre bøger: ”Dråby og omegn. Bind et - Myter, sejlads, kirke, herregårde, Ebeltoft m.m.” - ”Dråby og omegn. Bind 2: Ejendomme, landbrug, fiskeri, befordring m.m.” og endelig ”Dråby og omegn. Bind 3: Håndværk, handel, politik, skoler, fritid, socialforhold, udvandring, forbrydelser, krige m.m.”
Med disse tre bøger er Dråby dermed den danske landsby, hvis historie er mest indgående beskrevet.
Bøgerne er udgivet på forlaget Books on Demand.
De er skrevet af Mogens Møller, som blev født i Dråby i 1946 og nu bor i Grenaa.
Han har tidligere fået udgivet bøger med historiske udredninger om amuletter kaldet ”maskeansigter” i forhistorisk tid og om Grenaa.
Endvidere om den i 1626 for mord henrettede præst Søren Jensen Quist i Vejlby, som i virkeligheden slet ikke blev renset under hans søns genoptagelse af sagen.
Handling
Første bind handler om grundlæggende forhold ved Dråbys opståen og udvikling. Herunder om udforskning af virkeligheden bag myterne om sejlads, storhedstid, kirke, borge, kloster samt Ebeltoft.
Bind to handler især om ejendommenes historie med udgangspunkt i gårdene. Hertil hører oplysninger om de enkelte ejendomme og deres beboere. Der er endvidere kapitler om landbrugsdrift, fiskeri, drukneulykker, jagt, og skadedyr med mere.
Bind tre beskriver især byens håndværk og handel i tidens løb. Heri er også kapitler om ejendele/indbo, husflid, turisme, pengeinstitutter, politik, beskatning, skolevæsen, folkekarakter, personnavne, kulturliv og fritid.