Med Gud på skulderen

klumme Der er en bøn, som bliver kaldt sindsrobønnen, og den lyder sådan:

Gud give mig sindsro til at acceptere det, jeg ikke kan forandre,

mod til at forandre det, jeg faktisk kan forandre,

og visdom til at se forskellen.

Bønnen siger meget godt det, som mange af os længes efter - at finde balancen mellem det, vi bør gøre noget ved, og det som vi bare må acceptere. Mange bekymringer kommer nok af, at vi ikke altid kan finde denne balance.

Men som det også bliver sagt i denne bøn, så er det ikke er nok at bede Gud om, at Gud vil gøre det hele. Nej, vi må bede Gud om at hjælpe os til at handle og forandre verden dér, hvor vi nu hver især er - med de evner og muligheder, vi har.

Vi mennesker kan gøre mange fantastiske ting. Vi er intelligente, sociale væsener, der har skabt avancerede samfund og utrolig teknologi.

Men mange af de teknologier mennesket har opfundet for at gøre livet nemmere, viser sig efter noget tid at have en bagside som vender sig mod os og kan være skadende for klimaet, fællesskabet eller det enkelte individ - f.eks. forbrændingsmotorer, plastik, asbest eller sociale medier. Vi kan nemlig aldrig fuldstændigt forudsige konsekvenserne af alt det, vi gør.

Hver især er vi også avancerede væsner, som kan udrette alt muligt. Men på trods af (eller måske på grund af), at vi er sådanne avancerede væsner, så kan vi også blive helt magtesløse i mødet med helt almindelige hverdagsagtige ting.

For det hænder jo, at når vi forsøger at gøre noget godt for os selv og for andre, så ender vi i stedet bare med at gøre ondt værre. I mange situationer ved vi ikke på forhånd, hvad der nytter noget eller hvad, der gør mere skade end gavn. Den uvished kan gøre én handlingslammet. Og man kan spørge sig selv, om man som enkeltindivid overhovedet kan gøre nogen forskel.

Alligevel er det vores eget ansvar at handle og leve på bedst mulige måde - i forhold til den verden, vi lever i, vores medmennesker og os selv. Også selvom ingen af os hver for sig kan redde hverken klimaet, verden eller hinanden. Heldigvis er vi ikke alene – vi har hinanden. Og så har vi også med troen en ekstra dimension - som én sagde til mig i en samtale: "Det er lidt ligesom, du har Gud med på skulderen."

For i troen har vi fået Gud med på skulderen. Det er ingen garanti for, at vi altid gør det rigtige, eller at vi slipper for fortrydelse. Men med Gud på skulderen er vi ikke alene, når vi forsøger at navigere gennem livet.

Der er altid én ved vores side, den almægtige Skaber selv, som bruger os som sine hænder og fødder i verden, som gennem os mennesker bliver ved med at forme og skabe livet, så vi finder håb og løsninger.

Så kan det godt være, at vores egne handlinger og indsats til tider virker lille og ubetydelig, men alligevel kan det vise sig at Gud gør det til noget stort og livsforvandlende - ja, måske endda verdensforandrende.

Derfor nytter det at blive ved med at give sig i kast med livet, verden og menneskene omkring os.

Og undervejs kan man jo bede Gud give én sindsro til at acceptere det, man ikke kan forandre; mod til at forandre det, man faktisk kan forandre; og visdom til at se forskellen.