Fortsæt til indhold

Debat: Prisen på tobak skal op

Kræftens Bekæmpelse mener, at der skal mindst en 20’er oven i prisen på en pakke cigaretter nu, og at prisen herefter skal stige hurtigt til omkring 90 kroner.

Samfund
Erik Kjær Hansen, formand for Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Skanderborg Kommune

Prisen på tobak er igen blevet et varmt emne i medierne og blandt politikere. Efter valgkampen tidligere på året så det ellers ud til, at de fleste partier kunne se det åbenlyst fornuftige i at sætte prisen på tobak op til 60 kroner for en pakke cigaretter. Men nu forlyder det, at regeringen kun vil foreslå en mindre afgiftsstigning ved de kommende finanslovsforhandlinger.

Frem til 2023 skal en pakke cigaretter af flere omgange stige til omkring en halvtredser, ser det ud til. En så lille prisstigning vil bringe flere penge til den evigt slunkne statskasse, men den vil desværre ikke afholde ret mange børn og unge fra at begynde at ryge.

Hver dag begynder 40 børn og unge at ryge, og hver anden af dem, der bliver ved, ender med at dø af det. De fleste rygere begynder at ryge som en del af ungdomslivet. Derfor er det os voksne, der har ansvaret for at gøre det så svært som muligt at begynde.

Ingen eksperter er i tvivl om, at højere priser på tobak er det mest effektive, vi kan gøre, for at beskytte børn og unge mod at blive afhængige af tobak, men det hjælper ikke at sætte prisen op med et par kroner hist og pist.

I Kræftens Bekæmpelse mener vi, at der skal mindst en 20’er oven i prisen på en pakke cigaretter nu, og at prisen herefter skal stige hurtigt til omkring 90 kroner. Og prisstigningen skal selvfølgelig gælde alle former for tobak.

At holde prisen på tobak nede er ikke at gøre de svageste i samfundet en tjeneste. Der er ganske vist flere i denne gruppe, der ryger, men der er også flere, der bliver syge af tobakken.

Det skal vi gøre noget ved, og vil vi uligheden i sundhed til livs, så skal prisen på tobak op. Men selvfølgelig skal der være hjælp til at skære ned på forbruget eller helt at stoppe, det er klart. Vi hjælper ingen ved at fastholde en lav pris på tobak. Sæt prisen op – for vores børn og unges skyld.