Præsteklumme: Fremtiden tilhører børnene

Præsteklumme Siden sidste sommer har klimakrisen været i vores alles bevidsthed, og på alles læber. Jeg, som er sol- og varmenarkoman, nød sommeren 2018, men med den nagende bevidsthed om, at varmen var et tegn på at den klimakrise, som jeg de sidste 20 år har kunnet læse om i avisernes populærvidenskabelige artikler, nu var ved at nå sit tipping-point, det punkt hvorfra vi ikke længere kan styre udviklingen. Jeg husker tydeligt en morgen i 1999 hvor Svend Auken tonede frem på nyhederne, og advarede om klimaforandringerne og de deraffølgende vandstigninger. Jeg boede på det tidspunkt i Ho ved Blåvand, og på det danmarkskort Svend Auken stod foran, kunne han vise hvilke dele af Danmark, der ville forsvinde, hvis havet steg. Der, hvor jeg dengang boede, ville ikke eksistere om 100 år, ja måske færre, hvis ikke der blev handlet nu. Det blev en enorm øjenåbner for mig, og siden har jeg orienteret mig hvor jeg kunne og så godt jeg kunne om problemet. OG været dybt frustreret over, hvordan de fleste mennesker bare har slået det hen, og som strudsen stukket hovedet i busken. Incl. Vores politikere. Magelighed, forbrugerisme, økonomisk vækst og kortsynethed har præget os alle og verdens ledere.

Men sommeren 2018 blev et vendepunkt. Selv den mest indædte klima-fornægter fik øjnene op. Og vi kan jo håbe, vi når at ændre kursen i tide. At vi kan ændre selv de mest hårdnakkede klimafornægtere til gode klimatosser. At vi kollektivt kan ændre syn på verden og hinanden. Vi skylder hinanden det. Og ikke mindst fremtidens mennesker. Hvis vores børn og børnebørn vil bebrejde os, at vi var egoistiske og magelige og kortsynede, så har de ret.

I kærlighed til livet og kloden bør vi gøre alt, hvad vi kan for at ændre vores vaner. Og det kan sagtens lade sig gøre rent praktisk. Ideerne er der. Det handler nok allermest om viljen hos dig og mig.

Jeg vil slutte med dette smukke digt af Kahlil Gibran, som en ekstra opfordring til at tænke på vores alle sammen børn.

Dine børn er ikke dine børn

De er sønner og døtre af livet selv.

De kommer gennem dig, men er ikke fra dig,

og skønt de er hos dig, så tilhører de dig ikke.

Du skal give dem din kærlighed,

men ikke dine tanker, for dine børn har deres egne tanker.

Du skal huse deres kroppe,

men ikke deres sjæle, thi deres sjæle dvæler i morgendagens hus,

som du ikke kan besøge end ikke i dine drømme.

Du kan forsøge at ligne dem,

men forsøg ikke at få dem til at ligne dig,

thi livet går aldrig baglæns,

og hviler ikke i det forgange.

Kahlil Gibran