Præsteklumme: Holland-Danmark

Præsteklumme Holland har den største kirkegangsprocent i Europa. Det skyldes ikke, at hollænderne er mere fromme eller troende end andre europæere, tværtimod kan man sige, for kun 15 procent af den samlede befolkning tilhører en kirke.

Vi har ellers indtryk af, at den reformerede kirke står stærkt, og at denne form for kristendom præger mentaliteten. Ikke desto mindre er katolikkerne i overtal. Af lutherske er der kun ganske få af en befolkning på 17 millioner, så når kun 15 procent er tilknyttet en kirke, er det ikke sært at kirkegangsprocenten er høj. I Danmark er den tilsvarende lav. Det har den for resten altid været, og den må have været det laveste, før vi fik Grundloven og alle – i hvert fald i princippet – skulle være medlem af den evangelisk-lutherske kirke. Statistikker fra den tid har vi naturligvis ikke, men for eksempel en forordning fra pietismens tid (første halvdel af 1700-tallet) om at sende mindst en fra hver gård i kirke om søndagen, antyder, at det ikke var hele sognet, der sad på kirkebænken ved den ugentlige højmesse. Holberg gik kun sjældent i kirke.

Situationen i Danmark er meget forskellig fra den i Holland. Hos os er stadigvæk 75 procent medlemmer af folkekirken. I Holland er kirkens folk bekymrede over udviklingen og prøver at gøre noget ved det. Her er der tale om at missionere. Det er en væsentlig forskel til os, man kan jo ikke missionere blandt folk, der allerede er døbte!

I Holland danner man blandt andet såkaldte pionérkirker. Det vil sige, at nogle unge mennesker bliver enige om at slå sig ned i et kvarter, hvor de lejer et lokale og bygger en menighed op. Her holder de gudstjeneste og samles om forskellige aktiviteter: Bibelstudiekreds, spisning, korsang og så videre. Jeg har besøgt sådan en menighed og kan da kun glæde mig over, at der er nogen, der forsøger at holde fast i den kristne tro og de rødder det europæiske samfund og vores tankegang er vokset ud af, men som missionerende er det åbenbart en glad, uproblematisk kristendom, man må forkynde med lovsange uden egentligt indhold, med fri bøn, der naturligt nok bliver meget privat. Da præsten blev spurgt om, hvorfor man ikke brugte trosbekendelsen, så vidste han det ikke og han kunne heller ikke huske om man brugte den ved dåb, men det mente han nu nok. Menigheden var så ung, at der endnu ikke havde været dåb. Den side af tilværelsen, der har med lidelse og død at gøre, kom ikke til orde – og hvad er der så ved det?

Vi skal være glade for, at de kirkelige forhold er, som de er i Danmark, og vi skal naturligvis værne derom. Vi skal også forny os, men fornyelsen skal udspringe af kristendommens egen modernitet. Vi må ikke gøre den til underholdning for at få flere i kirke. Kirken forkynder et fællesskab med en større alvor. Og derfor kan vi glæde os over, at kirkegangsprocenten er, som den er i Danmark!