Fortsæt til indhold

Nikolaj Lie Kaas kæmper for sit barn

Det rørende drama ’Kollision’ har premiere i dag

Samfund
Stine Teglgaard, kino.dk

biograf Nikolaj Lie Kaas er uden tvivl en af dansk films mest elskede skuespillere – ikke mindst pga. de succesfulde Afdeling Q-film, hvor han spillede Carl Mørck hele fire gange. Nu, hvor hans engagement i Jussi Adler-Olsens mørke krimiunivers er ovre, er Lie Kaas klar til nye roller, og den første er med dramaet ’Kollision’.

Nikolaj Lie Kaas og Cecilie Stenspil spiller de stridende forældre i dramaet ’Kollision’. Foto: Rolf Konow

Her spiller han Leo, der leder en stor virksomhed, er gift og har to børn. Hans tilværelse falder dog snart voldsomt fra hinanden, da en tragedie indtræffer. Derefter følger en svær og barsk skilsmissesag, som går ud over alle - især parrets lille datter Liv.

Virkelige hændelser

Lie Kaas får i den grad lov til at komme hele følelsesregistret igennem, hvilket ikke er overraskende, da filmen er blevet inspireret af tre virkelige historier, som manuskriptforfatteren stødte på under sin research gennem Foreningen Far.

Fælles for alle tre historier var fædrenes nærmest umulige position rent juridisk, når der går alvorlig hovedknude mellem forældrene.

Ud af denne research er fortællingen om Leo og konen Olivias interne kamp opstået, men oven i hatten er der kommet en ekstra tragisk og filmisk dimension, som vil få de fleste publikummer til at snøfte i biografmørket. En dimension, som holdet bag tidligere har beskæftiget sig med.

Instruktøren Mehdi Avaz, manuskriptforfatteren Milas Avaz og producer Misam Avaz var nemlig også kræfterne bag dramaet ’Mens vi lever’, der i 2017 endte med at sælge over 100.000 billetter herhjemme. Filmen om en ung mands tilbagevenden til sin barndomsby og fortidens traumer sendte ikke bare de tre brødre til Cannes og Berlin, men fik også omtale i de store amerikanske filmmedier og udråbte trioen til et godt bud på fremtiden for dansk film.

Ud med janteloven

Avaz-brødrene har nemlig turdet gøre flere ting, som de færreste danske filmfolk tør.

De satsede først og fremmest alt ved at producere uden om det etablerede støttesystem og lavede filmen på alternativ vis - båret igennem af en nærmest amerikansk drivkraft. Samtidig kastede de janteloven til side og stod ved deres ambitioner med selvsikre udsagn om at vinde Oscars og planlægge flere storstilede fremtidsprojekter. Sidst var de ikke bange for at lave melodramaer, hvilket er en genre, der i bedste hænder sikrer nationen priser – se bare på Susanne Bier.

’Kollision’ er et melodrama med stort M. En film der går målrettet efter at bevæge publikum, få store skuespilpræstationer på banen og stille spørgsmålstegn ved tabubelagte problematikker, som vedrører alle fædrene derude. Måske netop derfor er det lykkes brødrene Avaz at samle et drømmehold af skuespillere foran kameraet.

Udover Nikolaj Lie Kaas byder rollelisten nemlig også på Cecilie Stenspil fra ’Badehotellet’, Sebastian Jessen fra ’Mens vi lever’, Nicolas Bro, Rasmus Bjerg, Tommy Kenter, Julie Christiansen og Bodil Jørgensen. Endelig debuterer unge Karla Avaz som datteren i orkanens øje.

Læs mere om aktuelle og kommende film på kino.dk.