Fortsæt til indhold

Mesterkokke dyster i skabe de bedste retter med vildt

Lokale jægere sørger for ingredienserne til Danmarksmesterskab i vildtmad

Samfund
Simon Carlson

Auning Det Grønne Museum kommer til at summe af liv, når Foreningen Vildt Gastronomi kårer Danmarks bedste retter og produkter med vildt den 3. november ved DM i Vildtmad 2019.

Baggrunden for at Foreningen Vildt Gastronomi afvikler DM i Vildtmad er i følge foreningen, at mange mennesker aldrig rigtig smager vildt, og mange ved ligeledes ikke, hvordan de skal tilberede vildtkød.

DM i Vildtmad har således til formål at sætte fokus på vildt som spise og vise, hvordan vildtkød både kan bruges på det højeste gastronomiske niveau, og hvordan det kan laves til hverdagsmad som pølser eller færdigretter, forklarer Catharina Reventlow-Mourier, formand for Foreningen Vildt Gastronomi.

”Danskerne er optagede af at spise bedre, lokal, bæredygtig og sæsonfrisk mad – og vildt er netop alt dette. Derfor skal vildt ikke længere være denne nærmest 'mytiske' råvare, som kun en erfaren jæger kan hente hjem til sin familie. Dansk vildt fortjener maksimal opmærksomhed og respekt for den fantastiske råvare, det er,” fortæller Catharina Reventlow-Mourier.

Mad, jagt og natur

DM i Vildtmad består af to konkurrencer, der begge har vildt som omdrejningspunkt: Årets Vildtret og Årets Vildtprodukter.

Årets Vildtret er en klassisk kokkedyst, hvor landets dygtigste kokke konkurrerer om at skabe Danmarks bedste ret med vildt, som lokale jægere har nedlagt op til konkurrencen.

Der bliver kokkeret på allerhøjeste niveau, når Årets Vildtret skal findes. Her sidste års vinderret, som Musikkens Spisehus fra Aalborg kreerede. Spareribs af kronkalv glaseret med Gråstenæble-juice, fladbrød med sort byg fra Skærtoft Mølle,

Årets Vildtprodukter er en produktkonkurrence, hvor fødevareproducenter fra hele landet indsender produkter i håb om at få tildelt titlen som Danmarks bedste produkt med vildt. På dagen vil gæsterne både have mulighed for at se kokkene trylle i køkkenerne samt at smage på produkterne med vildt.

Udover at følge med i kokkenes arbejde og smage på vildtprodukterne kan de besøgende på dagen se frem til at prøve en masse spændende mad-, jagt- og naturaktiviteter. Aktiviteterne inkluderer blandt andet opvisninger med dygtige jagthunde, madlavning og smagsprøver i museets historiske køkkener, mulighed for at lave sin egen pil til bueskydning og guidede rundvisninger i Det Grønne Museums faste udstillinger samt deres særudstillinger.