Åbent brev til Jette Skive: Er du DF’er, og lyver du?
Debat Ved første spørgsmål undrer det en DF-sympatisør ikke at kunne genkende DF’s og DF’s Liselott Brixt’s mening om rygning.
Der køres her i Aarhus frem med helt andre intentioner fjernt fra sidstnævntes fornuftige ageren på området.
Her aner man næsten et had til rygning og specielt til passiv røg, der virker lidt uforståeligt i forhold til vel partilinjen.
Kan det skyldes eftervirkninger af din i sin tid kræftsygdom – nu heldigvis helbredt – og at du tillægger passiv røg hele skylden? - Er den tanke slet ikke strejfet dig, at årsagen kunne være de kemikalier frisørbranchen (dit erhverv tidligere) førhen benyttede, og som i dag heldigvis er fortid?
Andet spørgsmål udledes af din kommentar til pressen her i august:
"Jeg skal ikke udsættes for en farlig sygdom, fordi du eksempelvis har en dårlig vane," udtalte du til DR i august!
Her er det så, at det kammer over, mener jeg, for selv ikke Kræftens Bekæmpelse eller ’samarbejdspartneren’ SIF (Statens Institut for Folkesundhed) har kunnet fremlægge bare én eneste sygdom relateret til passiv røg, selv om vi gennem årene, og gang på gang, er blevet tudet ørene fulde af mere eller mindre semi-videnskabelige påstande i den retning.
Værste eksempel var, da overlægerne Martin Døssing og Charlotta Pisinger i Berlingske i 2008 fortalte, at der årligt i EU døde 79 000 af passiv røg. Heraf var de 19.000 sagesløse ikke-rygere!
Ergo døde så de resterende 60.000 rygere af deres vel egen passive røg!
Nonsens, når det er værst.
Eller på Axelborg i 2010, hvor SIF (en Knud Juel) prøvede at bilde forsamlingen af inviterede sundhedsfolk fra det ganske land ind, at passiv røg forårsagede (ikke bare "kunne"!) astma, lungebetændelse, bronkitis, mellemørebetændelse og vuggedød!
En "astma-bakterie" er senere fundet i mundhulen hos spædbørn. - Lungebetændelse, mellemørebetændelse og bronkitis er ren opdigt, og mht. vuggedød skændtes ’ophavsforskerne’ indbyrdes, hvorvidt det var et for hurtig og ikke helt gennemarbejdet forskningsresultat.
Og nu dit flere gange fremførte med 13.600 årligt døde pga. rygerelaterede sygdomme.
Igen et antal, hvor det er det rene gætværk og udelukkende har hetz-formål.
Dette gætværk startede i 2007 med Kræftens Bekæmpelses 4.000, hvorefter man årligt bare føjede ca. et tusinde til, så man nu og i dag endog har nået fantasifulde 13.700.
Passiv røg kan forværre ovennævnte ’lidelser’, men altså ikke forårsage dem. Og igen. Der foreligger ikke ét eneste forskningsresultat, der kan påvise dødsfald direkte med denne røg som årsagskilde.