Skanderborg-firma kårer 'Årets Lokale Forening'
Det danske brændstofselskab Go’on står bag konkurrencen
Skanderborg Hos Skanderborg-firmaet Go’on hylder man de mange foreninger, som findes i Udkantsdanmark, eller rettere Foreningsdanmark.
For noget af det som kendetegner livet i et lokalsamfund, er de mange aktiviteter de frivillige foreninger skaber, med det resultat at de samler folk og skaber fællesskaber og identitet for den enkelte, fremgår det af en pressemeddelelse.
'Årets Lokale Forening' kan se frem til en check på 100.000 kroner. Derudover belønnes yderligere 19 foreninger med enten 50.000, 15.000, 5.000 eller 2.500 kr. Endelig er der 25.000 kr. til en regional vinder i hver af de 5 regioner.
Mick Kjær, adm.dir i Go’on, fortæller, at udover at hylde og støtte de 25 foreninger, som kan vinde penge i konkurrencen, så vil de med deres kampagne sætte fokus på nogle af de fordomme, som florerer om livet i det såkaldte Udkantsdanmark.
Alternative fakta
Derfor vil det danske brændstofselskab i kampagnen bidrage med lidt alternative fakta. Det kan f.eks. være, at borgere i udkanten er mere tilfredse med tilværelsen end andre danskere, som en undersøgelse fra Gallup viser.
"Vi tror på, at de lokale foreninger bidrager markant til, at folk i udkanten føler sig mere tilfredse med tilværelsen end folk i de store byer. De mange aktive foreninger er med til at skabe liv og sammenhold i det lokale Danmark, og derfor hylder vi Årets Lokale Forening med 100.000 kroner, samt 24 andre foreninger med mindre beløb," uddyber Mick Kjær.
Stem på din favorit
Man kan stemme online på www.støtdelokale.nu frem til 8. november.
Når online-afstemningen er slut, bliver de 20 foreninger med den højeste score sendt ind til en jury, som vil afgøre, hvem der vinder.
I årets jury sidder Jan Schouby, chefredaktør på Aarhus Stiftstidende, Jens Aage Skare Nielsen, formand for Dansk Rugby Union, Hanne Lene Haugaard, bestyrelsesmedlem i DGI og Landdistrikternes Fællesråd, Sara Slott, OL-sølvvinder i 400 meter hækkeløb samt politiker Isabella Arendt fra Kristendemokraterne.
cns