Fortsæt til indhold

"Jeg ville ønske, jeg kunne holde op med at trække vejret, mod at han kunne trække vejret igen"

Mor er i dyb sorg, efter politiet har fundet hendes 19-årige søn død

Samfund
Arkiv

Betina Corneliussen fik onsdag aften det besøg, hun har frygtet, siden hendes søn Mark fem døgn tidligere forsvandt sporløst i forbindelse med en bytur i Odense. Efterfølgende skrev hun natten til torsdag på facebook:

"Jeg fik besøg af Politiet den 23/10-2019 kl. 21:15, der meddelte mig og Marks lillebror Nicklas, at de havde fundet Mark i Odense Å omkommet. Jeg vil sige rigtig mange tak til alle de mennesker, der har delt alle opslag omkring Mark. Jeg vil også sige mange tak til Missing People, Forsvundne Personer og politiet for jeres søgen efter Mark. Hvil i fred min skat."

Dagen efter den frygtelige nyhed var Betina Corneliussen fortsat i chok.

"Jeg tror ikke, jeg har fattet det endnu. Jeg forstår stadig ikke, at han ikke er her længere. Det går nok først op for mig i morgen," sagde hun torsdag til B.T. med henvisning til, at hun i dag fredag skal besøge lighuset i Odense for at fastslå den endelige identifikation.

Hun er dog ikke i tvivl om, at det er hendes søn, som dykkerne fandt i åen onsdag aften.

"Inderst inde har jeg de seneste to dage haft en klar fornemmelse af, at han var død, for jeg kunne ikke længere mærke ham. Jeg er også helt sikker på, at han ville have givet lyd fra sig, hvis han havde været i live. Lige nu ville jeg ønske, jeg kunne holde op med at trække vejret, mod at han så kunne trække vejret igen," siger Betina Corneliussen til B.T.

Sidste livstegn fra Mark fik Betina fredag aften i sidste uge kort før klokken 23, hvor han ringede og fortalte, at han havde været udsat for en overfald, hvor han havde mistet mobiltelefon, kort og penge.

jn