Fortsæt til indhold

Rådmand vil udsætte salg og nedrivning af Gellerup-blok

En byrådsindstilling lægger op til at vente nogle år med at sælge og rive bygningen Gudrunsvej 78 ned

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Byrådet skal i løbet af kort tid tage stilling til, om betonblokkene på Gudrunsvej 78-82 skal rives ned eller bevares.

En indstilling er på vej til byrådet, og heri anbefaler rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V), at man udsætter salg og nedrivning af bygningerne i Gellerupparken.

Byrådet har ellers tidligere villet rive bygningerne, som i dag huser blandt andet bibliotek og lokalcenter, ned. Men kreative kræfter i foreningen Kollektivbyen har skabt liv på øverste etage af Gudrunsvej 78 og har store planer med flere af de omkringliggende blokke.

"Jeg synes, det er rigtig positivt, at en række iværksættere kan se sig selv i området. Det er netop med til at skubbe på den udvikling, vi gerne ser i Gellerup," siger Bünyamin Simsek om Kollektivbyens projekt.

"Det er nogle lokaler, der ellers ville stå tomme. Så det er rigtigt godt, at gode kræfter har skabt aktiviteter her. Alt hvad der kan understøtte den udvikling, er jeg meget åben for at kigge på," siger rådmanden.

Giver det tid

Teknikrådmanden beder derfor med indstilingen til byrådet om, at man venter nogle år med et salg og nedrivning af bygningerne.

"Jeg kan ikke sige, hvad fremtiden bringer. Men med den her indstilling giver jeg det i hvert fald tid," siger han.

Rådmandens udmelding vækker glæde hos arkitekt Anna Mette Exner, der står i spidsen for Kollektivbyen.

"Det er så fantastisk. Det betyder enormt meget. Jeg tror, tiden er med os. Jo længere tid, der går, des bedre. Det vil efterhånden gå op for folk, at vi her har at gøre med vigtig arkitektur for vores fremtidige by, og vi vil fortryde det, hvis vi bare river det ned," siger Anna Mette Exner.

Det var ved redaktionens deadline endnu ikke fastlagt, hvornår indstillingen kommer på byrådsmødet.