Fortsæt til indhold

Grenaalæge åbner ny praksis i Lystrup

Lægefællesskabet sender læger fra Aarhus til Grenaa med bus

Samfund
Søren Andersen

GRENAA Martin Svensson, som gennem tre år har været en populær læge hos Lægefællesskabet i Grenaa, åbner 1. april 2020 ny praksis sammen med tre kolleger i Lystrup i nybyggede lokaler.

Martin Svensson blev færdig som speciallæge i 2017, og blev derefter ansat som praktiserende læge hos Lægefællesskabet i Grenaa. Han har været med til at opbygge Lægefællesskabet, som i dag har 8500 patienter tilmeldt, og som afprøver nye måder at drive almen praksis på - en indsats som de i 2018 fik prisen "Den Gyldne Skalpel" for, som den første almen praksis nogensinde.

Martin tager mange af de erfaringer han har gjort sig i Grenaa, med i sit nye arbejdsliv.

"Jeg har været utrolig glad for at arbejde i Grenaa og i Lægefællesskabet, hvor jeg har set rigtig mange patienter, men også har set den udvikling der er sket i hele området de tre år jeg har været ansat. En udvikling som jeg er helt sikker på kommer patienterne i Grenaa til gode i de kommende år", siger Martin, som har sin sidste arbejdsdag hos Lægefællesskabet torsdag 31. oktober.

Rekruttering af læger til Grenaaområdet har længe været en udfordring, og Lægefællesskabet har arbejdet hårdt for, at finde en afløser for Martin, blandt andet med en planlagt praksisbus som hver dag skal køre fra Aarhus til Grenaa, så læger, der bor i Aarhusområdet, kan arbejde under transporten. De har fået kontakt med en erfaren kvindelig læge som er ansat og begynder i Grenaa 1. december.

Alle patienterne der er tilknyttet Lægefællesskabet får nyt sygesikringskort i forbindelse med skiftet.