Bag rattet er der ingen facebook nu
Virksomheden E. Trasborg har fået en lille blå boks med stor virkning i deres mange køretøjer
HINNERUP Nok se, ikke røre!
Mobiltelefonen hænger stadig i sin holder, når du kører. Men den er umulig at tjekke mails, instagram eller facebook på, når vognen triller.
I denne tid tester vognmandsfirmaet E. Trasborg, blandt andet med base i Hinnerup, et nyt sikkerhedssystem som Tryg Forsikring står bag. Selskabet har sendt en stribe mobil-blockere – en lille plastikdims – på vejene i udvalgte køretøjer.
Brug den håndfri
Hos E. Trasborg i Hinnerup har driftschef Jan A. Pedersen også fået en mobil-blocker i sin bil.
”Du kan se, at den fanger mobilen gennem bluetooth. Men når jeg sætter i gang, så er det slut med at lege med telefonen.”
Jan trykker på sin telefon uden virkning.
”Du kan stadig ringe gennem det håndfri sæt i bilen. Men det er for eksempel slut med at tjekke Google Maps direkte på mobiltelefonen,” siger driftschefen.
På en femteplads
Hjemme på kørselskontoret kan man gennem flådestyringen se, om chaufførerne bruger de blå bokse, som er afhængig af bluetooth. Og den kan jo slås fra.
”Vi kan se, hvor meget, de er koblet på. Og det giver point i den konkurrence, som Tryg Forsikring har lavet blandt testpiloterne. Lige nu er vi vist på en femteplads.”
Taster chaufførerne på deres mobiltelefon under kørslen giver det strafpoint.
Vejsikkerheden højnes
Hos Tryg Forsikring ser man frem til resultaterne af disse mobil-blockere.
”Varebiler og særligt lastbiler er tunge køretøjer, der kan forvolde stor skade, når det går galt. Derfor vil vi gerne hjælpe erhvervschaufførerne herhjemme med at øge sikkerheden for sig selv og deres medtrafikanter," siger Johan Kirstein Brammer, koncerndirektør/CCO i Tryg Forsikring til Bilmagasinet.