Her kan hjemløse komme sig efter sygdom: "PitStop er det bedste, der er sket nogensinde"
Hjemløse har ringe forudsætninger for at komme sig efter sygdom. Røde Kors Aarhus og Aarhus Kommune vil komme det problem til livs med omsorgscenteret PitStop
Hjemløse bevæger sig ofte ind og ud af hospitaler, da de ikke har mulighed for at komme sig på gaden, efter de har været indlagt.
Omsorgscenteret Pitstop er et samarbejde mellem Røde Kors Aarhus og Aarhus Kommune, som netop har bevilliget penge til at komme problemet til livs.
Per er en af de 750 hjemløse i Aarhus. Det betyder meget for ham, at han have et mellemstop efter hospitalet, før han igen skal ud og bo i sit telt på gaden. Det er særligt den fred og ro, han oplever på PitStop, som hjælper ham med at samle kræfterne.
"Pitstop er det bedste, der er sket nogensinde, fordi folk får en mulighed for at blive hurtigere raske. Går du direkte på gaden, så ender du bare på sygehuset igen," fortæller Per i en pressemeddelelse fra Røde Kors.
Jubel hos Røde Kors Aarhus
Personalet hos PitStop er begejstret for, at de fortsat kan hjælpe mennesker, der har det svært.
På omsorgscenteret PitStop får borgerne en seng at sove i, en bruser med varmt vand og et køleskab, de kan spise frit fra. Udover en leder og to deltidsansatte er der et hold af frivillige tilknyttet.
"Det er meget lidt institutionsagtigt. Det er lidt mere hjemligt, og det betyder noget for borgerne," siger Anita, der er ansat på PitStop, og henviser til møbler og billeder i huset, der er fra Røde Kors' genbrugsbutikker.
Hun mener, at det særligt positive ved PitStop er, at de har meget fleksible rammer og derfor bedre kan hjælpe hver enkelt borger, som de har brug for.
PitStop holder til på Søndervangen 91, 8260 Viby J.
sas