Fortsæt til indhold

Støtteforening vil på finansloven nu

Der er ikke nok pladser til at dække den stigende efterspørgsel på hospiceophold i den sidste levetid. Støtteforening kæmper på 13. år for et nyt hospice i Østjylland

Samfund
Marie-Louise Andersen; JP Aarhus

Hvordan kan man undgå at miste gejsten efter 13 års kamp? Og er det overhovedet muligt?

De spørgsmål er helt naturlige at stille Villy Helleskov, der er formand for Støtteforeningen for Hospice Østjylland.

Støtteforeningen så dagens lys allerede i 2006 og har siden da kæmpet mere eller mindre aktivt igennem alle årene for at få et nyt hospice i Skanderborg. Villy Helleskov har ikke været med hele vejen, men det har nogle i bestyrelsen.

Og svaret på spørgsmålene er:

"Fordi behovet er der. Hvis vores argumenter holder vand, er der på et tidspunkt nogle, der siger, at det duer ikke, det her. Vi skal gøre noget," siger Villy Helleskov, der er forhenværende hospitalsdirektør på Skejby Sygehus.

Håber på finansloven

Den 10. september havde bestyrelsen for Støtteforeningen for Hospice Østjylland fået foretræde for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg. Noget, de forventer, betyder, at de endelig kan komme i gang med etableringen af et hospice i Skanderborg.

Håbet er nemlig at komme på finansloven for 2020 – men i regeringens forslag til Finanslov 2020 er bevillingen ikke nævnt.

Vi har da nogle politikere her, som burde interessere sig for det her

Villy Helleskov håber, at udvalgets aktive indsats på det seneste kan gøre, at penge til hospicet kan blive en del af en af de "studehandler, man indgår i sådan et forløb".

Sundheds- og Ældreudvalget har i et spørgsmål til sundhedsminister Magnus Heunicke den 13. september bedt ham forholde sig til en henvendelse fra bestyrelsen, hvori der blandt andet står:

"Vi mener, at det haster med at få en beslutning fra sundhedsministeren, da behovet specielt i vores område vokser."

Bestyrelsen for hospicestøtteforeningen har desuden sendt brev til samtlige politikere i Østjyllands Storkreds.

"Vi har da nogle politikere her, som burde interessere sig for det her."

Selv om foreningen har eksisteret i mange år, så har opbakningen blandt "almindelige mennesker" holdt sig på et stabilt niveau på omkring 1.000 medlemmer. Der er 1 mio. kr. i kassen, og da foreningen senest var på kræmmermarked i Skanderborg for at rekruttere medlemmer, resulterede det i 28 indmeldinger.

Dødeligt syge får afslag

Region Midtjylland laver hvert år en opgørelse af antallet af henviste, indlagte og afviste patienter på regionens hospicer. Rapporten for 2018 viser, at antallet af henvisninger er steget de seneste fem år.

I 2018 blev 1.450 patienter henvist til et ophold på et af regionens fem hospicetilbud. I 2017 var det 1.382.

Men hvert år får flere af de dødeligt syge patienter afslag. Nogle, fordi de ikke opfylder de nationale visitationskriterier for indlæggelse på et hospice, andre, fordi der ikke er plads til dem. I 2017 fik 470 patienter afslag, mens det tal i 2018 var 463. Af dem fik 50 patienter i 2017 afslag, som primært var begrundet i pladsmangel på henvisningstidspunktet. I 2018 var det 34.

"Det er selvfølgelig en lillebitte sag i det store spil, når man ser alle de milliarder og millioner, der jongleres rundt med i finansloven, så det handler om at komme ud af bunken," siger Villy Helleskov, der dog mener, at det er bevist, at der mangler hospicepladser i Region Midtjylland.

"Det er for dårligt, for det er ikke et sted i livet, man kan vente."

Byrådet bakker op

Skanderborgs byråd bakker op om støtteforeningens planer og har tilkendegivet, at kommunen vil være behjælpelig med at finde et stykke jord til et hospice, når det bliver aktuelt.

Ifølge Villy Helleskov har regionsrådsformand Anders Kühnau (S) også tilkendegivet positiv interesse, så længe der er statslig støtte. Også Odders byråd drøfter en opbakning til hospicet, hvilket både forvaltningen og kommunens sundheds-, social- og forebyggelsesudvalg har anbefalet.

Folketingsmedlem Karina Adsbøl (DF) har stillet flere spørgsmål til sundhedsministeren om antallet af hospicepladser i landet, fordi hun mener, at der er behov for flere. Hun bakker således også op om henvendelsen fra støtteforeningen for et hospice i Skanderborg.

"I dag er det langt overvejende kræftpatienter, som henvises og tilbydes specialiseret palliativ pleje og omsorg, som gives på blandt andet et hospice. Men det er vigtigt også at have fokus på, at der også er et behov for, at patienter med andre livstruende sygdomme har brug for en specialiseret indsats," siger hun og tilføjer:

"Satspuljepartierne afsatte blandt andet 5 mio. kr. årligt i perioden 2017-2020 til etablering og drift af seks nye pladser. Disse er nu etableret. Jeg bakker derfor også op, når ildsjæle arbejder for flere hospicepladser."

Ifølge Villy Helleskov fra støtteforeningen for et hospice i Skanderborg er næste skridt at få sundhedsministeren i tale.