Cykelstien der blev væk
Sdr. Vinge Finn Jensen fra Ulstrup har undret sig i denne efterårstid.
"Imellem Srd. Vinge og Ulstrup var engang en cykelsti, den har nu været væk i en længere periode. For den er helt forsvundet under nogle blade. Den er meget risikabel at cykle på, da det er umuligt at se om man befinder sig på cykelstien eller ryger ud i den bløde jord ved siden af. Hvis man er på cykelstien, så er den også særdeles glat," fortæller han blandt andet til Favrskov Kommune og Lokalavisen Favrskov.
"Jeg kan se, at Farvskov kommune andre steder i arbejder på at forbedre sikkerheden, der er ny cykelsti mellem Svenstrup og Hammel, forslag om cykelsti mellem Hadsten og Hadbjerg samt mellem Haurum og Hammel. Kendetegnende nok alle i den ØSTLIGE del af kommunen," lyder det syrligt.
Ringer man til Niels Christian Laustsen, Afdelingsleder hos Trafik og Veje i Favrskov Kommune, så beklager han den oplevelse.
"Jeg kan godt se, at den ser grel ud. Vi har i dag (torsdag, red.) sendt folk ud for at feje stien."
Han tilføjer, at man havde kig på den i starten af ugen, men vurderede, at det ikke var nødvendigt endnu.
"Siden da har det blæst og regnet, så derfor er bladene blevet liggende."
"Generelt har vi udfordringer her om efteråret med bladene der falder af træerne flere steder henover cykelstier og ved tunneller, især ved Kulturhuset i Hinnerup er det slemt. Men der er mange andre steder også," forklarer Niels Christian Laustsen.
Favrskov Kommune har en aftale med entreprenørfirmaet NCC, om at de sender fejemaskiner ud for at rydde stierne. Og efter et sirligt mønster bliver veje og stier fejet fem gange om året.
"Her er der jo altid nogle perioder som nu, hvor det kræver en hyppigere fejning," lyder det.
"Vi er meget afhængige af tip fra borgerne, mens vores vejmænd selvfølgelig også holder øje, når de kommer rundt, forklarer han.