Fortsæt til indhold

Efterskole indstillet til kommunikationspris

Rønde Efterskole er indstillet til kommunikationspris for frie skoler

Samfund
Arkiv

Skole Rønde Efterskole er indstillet til 'Severin-Prisen' for præsentationer af nye lærere på Facebook og hjemmeside. Prisen uddeles hvert år til en fri skole, der er dygtig til at kommunikere værdier og holdninger på digitale kanaler.

"Rønde Efterskole er indstillet for en række artikler på Facebook og deres hjemmeside om de lærere, der er startet på skolen i skoleåret 19/20. Lærerne bliver præsenteret og kommer selv til orde med plads til refleksioner og tanker om efterskolelivet. På den måde får skolen både sat ansigt og ord på de nye lærere på en dannet måde, fordi det giver stof til eftertanke og indbyder til samtale," skriver folkene bag 'Severin-Prisen' i en pressemeddelelse.

Glad for indstillingen

“Lærerne er med til at sætte rammen for elevernes efterskoleophold. Vi synes, det er vigtigt, at vores lærere er reflekterende og har holdninger. Det er blandt andet det, vi vil udtrykke med artikelserien. Vores elever skal selvfølgelig kunne mærke det til daglig, men vi synes også, at det er et vigtigt budskab at sende digitalt, så andre med relation til skolen også oplever det. Det er dejligt at høre, at budskabet bliver modtaget,” fortæller Birthe Diederich, der er forstander på Rønde Efterskole.

Prisen uddeles i år af friskolernes formand, Peter Bendix Pedersen, medieforsker Stine Liv Johansen og kommunikationsekspert Rasmus Anker Rysgaard.