Vanvittig Lotto-weekend: Flere nye millionærer efterlyses
Weekenden bød på syv nye Lottomillionærer
Der er helt sikkert blevet jublet i Støvring, Gentofte, Esbjerg, Gladsaxe, Gråsten, Mørkøv og på Grønland i den forgangne weekend.
Alle stederne går en nyslået millionær rundt efter weekendens Lotto og Eurojackpot trækninger – nogle af dem måske uden at vide det. Hele syv Lottomillionærer blev det til.
Allerede fredag aften havde to spillere fem rigtige tal og et rigtigt Stjernetal og vandt dermed en 2. præmie i Eurojackpot på 2.342.141 kroner.
Den ene spiller, som er fra Gentofte, har et Plus abonnement og spiller derfor automatisk med over nettet hver uge. Den anden vinder har købt sin Eurojackpot kupon i Meny i Støvring.
Lørdag blev den store pulje på 6 mio. kroner vundet af hele tre forskellige personer, der hver får 2 mio. kroner.
To af vinderne har også et Plus abonnement, og har dermed spillet på nettet. Den ene kommer fra Gladsaxe, mens den anden er fra Grønland. Den sidste vinder af 1. præmien i Lotto har købt sin kupon i Kiosken, Jørgen Pedersens Vej 10, i Esbjerg.
Derudover vandt yderligere to personer på den såkaldte millionærgaranti. De får hver 1 million kroner. Den ene kupon er købt hos Shell Gråsten på Kongevejen, den anden er købt hos Dagli'Brugsen på Ringstedvej I Mørkøv.
Danske Spil har endnu ikke hørt fra vinderne, der har købt kupon i Støvring, Esbjerg, Gråsten og Mørkøv.
jn