Børnehavebørn løb for kræftramt pædagog: "Det er meget rørende"
Børnehaven ved Havet lavede sidste år et Knæk Cancer-løb for kræftramt pædagog. I år var pædagogen i forreste række
KNÆK CANCER Man skal huske at tale sammen. Også om de svære ting. Sådan lyder budskabet fra den private daginstitution Børnehaven ved Havet i Gilleleje. Derfor holdt de i fredags et Knæk Cancer-løb for både børn og voksne.
I forreste række stod pædagog Susanne Herholdt. Hun var sidste år i behandling for netop kræft, og derfor fandt børnehaven på at lave løbet ære for hende. I år er hun blevet raskmeldt og tilbage på job - og var derfor med rundt på ruten.
"Det er meget rørende. Jeg er rigtig glad for, at vi sætter fokus på at alle kan yde en indsats. Vi viser børnene, at man godt kan gøre noget, selvom man er lille," siger Susanne Herholdt.
I alt løb 16 glade børn den 300 meter lange rute. Undervejs på ruten stod forældre og bedreforældre og hujede og heppede. Og ifølge Susanne Herholdt er det vigtigt, at man ikke er bange for at sætte fokus på en ting som kræft.
"Vi prøver at vise, at cancer er noget, vi fortæller om og snakker om, så man kikke får angst for det ukendte. Hver tredje dansker bliver ramt af kræft. Så statistisk set vil de fleste familier blive berørt af det. Derfor er det meget bedre at tale om tingene, som de er," siger hun.
Ifølge Susanne Herholdt er der dog stadig mange af børnene, der nok ikke helt ved, hvad kræft er.
"De synes bare, det er sjovt a løbe. De er rigtig glade for at vi laver noget sjovt, og så er det dejligt at få en flødebolle og en juicebrik. Men de ved godt, at jeg har været syg og været indlagt på hospitalet og har fået noget meget stærk medicin. Men det er nok også det," siger Susanne Herholdt, der dog stadig er utrolig taknemmelig over opbakningen fra både børn, forældre og kolleger.
"Det giver mig god energi at være sammen med de her børn. Og når man får sådan en opbakning, som jeg har fået i dag, får man det næsten allerede bedre," siger hun.