Fortsæt til indhold

Budget 2020: Skolerne har måttet holde for - holder det?

Fremover koster det en skole 300.000 kroner at sende et barn til kommunens specialskole i Pindstrup. Netop skoleområdet har måttet holde for i næste års budget for at få den samlede kommuneøkonomi mere robust

Samfund
Lars Norman Thomsen

BUDGET 2020 Byrådet vedtager formelt næste års kommunale budget onsdag, hvor Budget 2020 er til anden behandling.

I kølvandet på sidste uges budgetforlig har Lokalavisen stillet gruppeformændene for de syv partier, der har skrevet under på, at de vil stemme for Budget 2020, følgende spørgsmål:

  • 1. Der har været talt meget om at lave et ’robust budget’. Hvad forstår du ved et ’robust budget’ og hvori består robustheden i Budget 2020?
  • 2. Hvordan har dit parti sat fingeraftryk i Budget 2020 – helt konkret?
  • 3. Hvordan ser du på skolernes fremtid med den reduktion i skoleøkonomien, der er aftalt i Budget 2020? Skolestrukturen pilles der ikke ved, men hvor længe kan du stå på mål for, at det ikke bliver tilfældet?
  • 4. Hvordan ser du på Pindstrupskolens fremtid? Syddjurs Kommune indvier snart yderligere en afdeling på skolen? Men målet er at komme ned på 80 eller færre elever. Hvordan hænger det sammen?
  • 5. Folkeskolernes rolle i forhold til at løse inklusionsopgaven styrkes, kan man læse. Hvordan kan borgere og medarbejdere se dette i Budget 2020?

Tommy Bøgehøj (C):

1. Det er et nødvendighedens budget med den robusthed, som der kunne opnås. Det kræver stadig, at der findes besparelser på 100 mio over de næste 3 år for at få den nødvendige likviditetsopbygning, hvor målet er 200 mio kr. Robustheden består i, at der er afsat de nødvendige midler til voksen-, familie- og socialområdet, som der har manglet i de seneste 2 år. Det har så desværre kostet på andre områder.

Der er besluttet, at der ikke kan gives tillægsbevillinger på driften, uden at alle i forligskredsen er enige heri

2. Helt konkret har Konservative Syddjurs (C) fået afsat 1 mio. til opstart af iværksættermiljøer tilknyttet eksisterende kompetencecentre. Det sker i stor udstrækning i storbyerne, hvor de har universiteterne og private innovationsfirmaer, som sikrer disse miljøer, og der skabes i disse år masser af nye virksomheder i miljøerne. Syddjurs skal med på den bølge, ligesom vi skal fortsætte med at skabe et bedre erhvervsimage.

C og R (Radikale Venstre) har fået indført kulturklippekortet, som skal sikre, at de unge kender kulturudbuddene i vores egen kommune og forhåbentlig tager deres forældre med.

C har medvirket til at sikre, at de røster der kom om skattestigninger, blev slået ned.

C har været forkæmper for at sikre investeringerne i digitale løsninger, som sikrer kommunens fremadrettede effektivitet og som skaber mulighederne for yderligere besparelser i administrationen.

3. Skolerne er desværre, og ikke med ønsker fra C, blevet beskåret med ca. 2-3 procent. Det kræver dygtige skoleledere at få det implementeret uden tab af kvalitet på de enkelte skoler. C og R har arbejdet for, at det ikke bliver 1.500 kr. på alle skoler, men som et gennemsnit, der så procentuelt pålægges de enkelte skoler - derfor mellem 2-3 procent afhængig af skole. C ser ingen risiko for, og har intet ønske om at ændre skolestrukturen.

4. Pindstrupskolens fremtid ser positiv ud, som den har gjort hele tiden. Den er absolut en nødvendighed, og antallet af børn tilpasses nu skolens reelle kapacitet. Derfor ser vi et kvalitetsløft for de elever, der går der.

5. Folkeskolerne får nu et større incitament til at sikre inklusionsopgaven, da alle ca. 300.000 kroner nu følger barnet mod tidligere kun ca. 140.000 kroner, hvorefter resten kom fra en central pulje. Det betyder, at der ikke er nogen besparelser eller udvidelser på området, men kun en ændring i hvordan pengene administreres.

Kirstine Bille (SF):

Kirstine Bille (yderst tv.) og resten af SF's byrådsgruppe m. bl.a. Morten Siig Henriksen (i midten) og forman for Udvalget for Natur, Teknik og Miljø, Kim Lykke Jensen (th.) har fået sat grønne aftryk på Budget 2020, og SF slår fast, at de lokale folkeskoler fortsat skal være lokalsamfundenes dynamoer. Foto: Gerda E. M. Christophersen

1. Et robust budget for SF er et budget, der ser ud til at kunne holde. Derfor har de områder, der har været udsat for det største budgetpres, og dermed overskridelser, fået tilført midler.

Ligeledes skal et robust budget leve op til kommunens økonomiske pejlemærker. Derfor er det nødvendigt at bygge en kassebeholdning op, så vi er herrer i eget hus.

2. SFs fingeraftryk er mange og sat i fællesskabet i forhandlingsforløbet. Men helt konkret har det været et stærkt ønske at få genindført et stop for brug af pesticider på befæstede kommunale arealer. Der er en række andre initiativer, der styrker det grønne Syddjurs - blandt andet ansættelsen af en klimakoordinator. Herudover glæder vi os over, at det lykkedes at bevare klippekortsordningen til de svageste ældre og forbedre trafiksikkerheden og den kollektive trafik. Ligeledes har det været vigtigt for os, at der ikke skete reduktioner i dagtilbud og dagpleje, og at juniorklubberne blev bevaret.

3.4.5. Skolestrukturen og den nuværende tildelingsmodel bevares, hvilket er et klart signal om, at det skolevæsen vi har i dag, har vi også i fremtiden. Det har desværre været nødvendigt at hente nogle af pengene til styrkelse af økonomien generelt på skoleområdet. Men skolerne er slået fast som lokale dynamoer med den decentrale struktur, der fastholdes. Der flyttes penge fra specialområdet til de lokale folkeskoler, som over tid vil blive styrket og udviklet. Skolerne får midler til inklusionsarbejdet til gavn for hvert eneste barn med udfordringer.

Pindstrupskolen har længe været presset i forhold til plads. Oprindeligt var det planen, at den skulle rumme ca. 70 elever. Det nye mål på 80 elever kan ses i sammenhæng med den nye udbygning.

Mette Foged (Alternativet):

Alternativet Mette Foged, der her ses sammen med partiets leder, Uffe Elbæk: "Hvis vi vil have velfungerede lokalsamfund, skal vi have skoler i de samfund, så må vi politikere sørge for at give de rette betingelser."

1. Med et robust budget forstår jeg et budget, der tager højde for de udfordringer i forhold til flere børn og ældre, som vi ved, at vi står overfor i de nærmeste år. I 2020 ses det bl.a. ved en opbygning af kassebeholdningen.

3.4.5. Lige det med skoleområdet er klart der, hvor jeg ser den støste udfordring i budgettet. Jeg håber, at skolelederne og bestyrelserne kan finde sammen på det her område og finder fælles forslag til besparelser, som ikke betyder fyringer af personale. Efter min mening burde de forslag have været udarbejdet på forhånd, som man har set på ældreområdet.

Hvis vi vil have velfungerede lokalsamfund, skal vi have skoler i de samfund, så må vi politikere sørge for at give de rette betingelser. Det har vi ikke formået for alvor i år, men det er et fokuspunkt i de følgende år for mig.

Pindstrupskolen har i flere år fået mange flere elever, end den er normeret til, og selv med udvidelsen er der kun lige skabt de rette rammer. Man har jo bl.a. valgt at finde lokaler andre steder i kommunen til en gruppe af de større elever. Hvis det lykkes med “pengene følger eleven”, og folkeskolerne får lavet lokale tilbud, så ser jeg en mulighed for, at Pindstrupskolen kommer ned på de 80 elever og dermed får skabt et bedre specialtilbud.

Inklusionen på de lokale folkeskoler tænkes styrket på den måde, at “pengene følger eleven” - samt at der fra en central pulje tilføres penge til almenområdet. Det har været en af de store diskussioner i byrådet, og jeg har udtrykt min skepsis til modellen. Vi bør følge denne udvikling nøje, da det ALDRIG skal være økonomien, der er afgørende for, om en elev får det rigtige tilbud.

Læs mere på side 6 og 8.