Fortsæt til indhold

Blander sig i ophedet debat: Skal kamelen Ali bo i Gribskov?

Dronningmølle Kameludlejning blander sig i debatten - men agter umiddelbart ikke at købe den overskydende kamel

Samfund
Niels Idskov

HJEMSTED Kamelen Ali leder stadig efter et sted, hvor han kan få nyt tag over puklen, efter at han er blevet skilt fra sin ven, elefanten Ramboline. En af de interesserede er Henrik Møller fra Dronningmølle Kameludlejning.

"Vi har i forvejen en kamel, der hedder Ali, men det skal ikke være nogen forhindring. Der er god plads her i Dronningmølle og fire andre kameler, som han kan hygge sig med. Faktisk kommer to af vores kameler, Abu og Aladdin, fra samme flok som Ali," sagde Henrik Møller forleden.

"Men altså, jeg ved ikke, hvor Ali ender henne. Nu har jeg hørt, at der er en Brian Buch fra Læsø, der har vist interesse for Ali. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil betale noget for Ali, og når jeg melder ud i den her sag, er det faktisk mest for at give stemme til debatten. Jeg synes jo fortsat, at der ikke var grund til at vedtage denne her lov, og at staten skulle overtage elefanterne og kamelen. De tager overhovedet ingen skade af at optræde i cirkus, og jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg arbejdede i mange år hos Cirkus Benneweis", uddyber Henrik Møller.

Købt af staten

Kamlen Ali blev for nylig adskilt fra sin ven elefanten Ramboline, der er landet i Knuthenborg Safaripark efter hidtil at have været en del af underholdningen hos Cirkus Trapez. Og herfra har man ikke ønsket at skaffe plads også til kamelen Ali. Det hedder sig, at det er for farligt for en kamel at gå sammen med fire elefanter. Ali har hidtil kun gået sammen med elefanten Ramboline. Og de var bedste venner.

Historien om Ramboline og Ali blev kendt af alle, da statsminister Mette Frederiksen (S) i sin åbningstale i Folketinget kunne berette - og det med stolthed - at regeringens første handling havde været købet af fire cirkuselefanter samt kamelen Ali. Handelen med de fem dyr blev købt af staten for at undgå, at de skulle blive solgt til underholdning i udlandet. Forud var gået den beslutning i Folketinget, at vilde dyr ikke længere måtte være en del af dansk cirkus.

Mette Frederiksens tale i Folketinget omkring købet fik en stor del af salen til at bryde sammen af grin, og hun måtte af samme årsag afbryde talen. Tilbage i alvor står, at købet af de fire elefanter og kamelen Ali ikke rakte til at sikre de rette fysiske rammer for dyrene. Men nu har Knuthenborg Safaripark altså meldt sig, og her rykker de fire elefanter om otte måneder ind i et 150.000 kvm stort anlæg med sø, græs, skov og sandgrav. Mens altså fremtidens tilholdssted for kamelen Ali endnu er uvis.

Henrik Møller fortæller, at han i forvejen har en kamel, der hedder Ali, hvilket kan skabe lidt forvirring med en ny Ali i flokken.

Måske lyder kameludlejeren fra Dronningmølle som om tilgang af Ali er udelukket. Omvendt fortæller han, at sponsorer til et køb allerede har meldt sig. Fortsættelse følger.