Hyldest til maler med en mytologisk pensel ...
Boghandler og kunstelsker Niels Trangbæk inviterer til 70 års fødselsdagsudstilling med maleren Niels Reumert i Boggalleriet
RØNDE Gennem mere end 30 år har boghandler Niels Trangbæk, som driver Huset Trangbæk med blandt andet boghandel og kunstgalleri på Hovedgaden i Rønde, kendt maleren Niels Reumert og ladet sig begejstre af hans kunst.
”Fra vi mødtes kunne jeg godt lide Niels Reumerts billedunivers, for hans koloristiske og fabulerende udtryk tiltaler mig. Vores bekendtskab har udviklet sig til et nært venskab, og jeg har gennem alle årene købt værker af Niels Reumert. I år fylder vi begge 70 år, og det fejrer vi med en jubilæumsudstilling i Boggalleriet,” fortæller Niels Trangbæk.
Derfor slår Boggalleriet fredag 1. november dørene op til en fødselsdagsudstilling med malerier af Niels Reumert ved en fernisering fra kl. 17 til 19. På væggene i gallerigangen hænger helt nye malerier, mens gallerirummet er fyldt med malerier fra Niels Trangbæks private samling, indkøbt gennem de seneste tredive år.
Med farven i blodet
Niels Reumert er fra Hellerup og kom som ganske ung kunstnerspire ind på Kunstakademiet, hvor han blandt andet fik de to Cobra-kunstnere Egill Jacobsen og Ejler Bille som lærere. Sammen med andre unge billedkunstnere dannede han Violet Sol i 1971, som var en markant sammenslutning frem til dens opløsning i 1988. Godt ti år senere kom han med i sammenslutningen Koloristerne, men har gennem alle årene haft et utal af separatudstillinger i både ind- og udland og vist sig frem i gallerier og museer i storbyer over hele Europa og i USA. i 2011 viste Randers Kunstmuseum udstillingen ”Niels Reumert – med farven i blodet” med værker fra de sidste 40 år.
Niels Reumert er kendt for sin ekspressive stil med tydelige penselstrøg i rene, stærke farver med ofte groteske figurer, dyr og masker i tankevækkende sammenstillinger. Hans foretrukne område er oliemaleriet, men Niels Reumert arbejder også med grafik og tryk, og senest har han i Vietnam arbejdet med keramik, hvor han med penselstrøg bemaler vaser, krukker og fade.
Kunst skal opleves
Det er ikke første gang, at Niels Reumert udstiller i Boggalleriet i Rønde, siden boghandler Niels Trangbæk for godt ti år siden indrettede sit galleri i tilknytning til sin landskendte kunstboghandel på boghandelens 1. sal. Her har publikum gennem årene kunnet stifte bekendtskab med værker af anerkendte danske og udenlandske kunstnere.
”Jeg vil gerne vise kunst, som jeg holder af, og som vi ellers ikke ser i vores område,” siger Niels Trangbæk. Senest har det været udstillinger med værker af kunstneren Dick Nyhuus og keramiker Hans Vangsø, billedhuggeren Lisbeth Nielsen og billedkunstneren Lars Dan.
Niels Reumert vil være til stede ved ferniseringen fredag fra kl. 17 til 19, og han kan også træffes i udstillingen lørdag fra kl. 11 til 13.