Samarbejde på tværs af Kattegat på plads
Muskler bag visionen om en Maritim Nationalpark på tværs af Kattegat
MARITIM NATIONALPARK I regi af miljøforeningen BLAK er der nu etableret et sekretariat for en Maritim Nationalpark som kan arbejde videre med visionen om en Maritim Nationalpark på tværs af Kattegat.
Sekretariatets medlemmer drager i denne uge sammen med en repræsentant for landsbyfællesskabet Østdjurs/distriktsrådet i Østdjurs, Flemming Petersen, til Øresundsakvariet i Helsingør. Her vil akvariechef Jens Peder Jeppesen fortælle om deres andel i arbejdet med at etablere en Maritim Nationalpark i Øresund.
BLAK er en lokal forening som har kæmpet kampen mod etableringen af forurenende åbne havbrug i Kattegat. En kamp, som også er foregået på den anden side af Kattegat, og som naturligt har bundet nordsjællandske og djurslandske kommuner tættere sammen.
Ikke mindst grundet afhængigheden af turismen som skaber arbejdspladser og milliardindtægter til områderne.
Kystbælte og Naturpark
"Et samarbejde om at langtidssikre havmiljøet og det rene badevand giver derfor god mening. Det handler om bæredygtigt fiskeri, reetablering af stenrev, forbud mod bundtrawl og råstofudvinding samt en fælles indsats mod udledninger af næringsstoffer fra havbrug og fra landsiden. At sætte det ind i rammen af en Maritim Nationalpark kan løfte områderne og langtidssikre de store rekreative interesser der er forbundet med rent badevand og et levende hav," som Nina Bjarup Vetter, formand for BLAK, udtrykker det.
Rent lokalt er visionen desuden at få udarbejdet planer om et blågrønt kystbælte og en Naturpark langs Djurslands kyster.
Kyst- og vandløbsnære arealer skal søges udtages af landbrugsdrift for at nedsætte udledningerne og genskabe naturen. Dette er allerede indskrevet i Landsby-klynge- fællesskabet Østdjurs handlingsplan, og vil styrke både bosætning og f.eks. den stigende vandreturisme centreret omkring kystlandet, fortæller Nina Bjarup Vetter.
Hun beklager, at der nu igen er opstået usikkerhed omkring havbrug, til trods for, at den nye miljøminister Lea Wermelin (S) sidst i august fra Jernhatten udtalte, at der ikke ville komme nye havbrug i Kattegat.
"Alligevel er Miljøstyrelsen gået igang med sagsbehandlingen af placeringsansøgningerne fra de 37 havbrug," konstaterer Nina Bjarup Vetter.
Blåt Danmarkskort
På lidt længere sigt er hensigten for 'Kattegat-gruppen' at medvirke til at få udvidet samarbejdet også til Østersøområdet og få fokus på et decideret 'Blåt Danmarkskort', en pendant til det grønne Danmarkskort som handler om at etablere sammenhængende land(vand)områder som kan styrke biodiversiteten.