Fortsæt til indhold

Gammel Estrup slipper spøgelserne fri

Allehelgensaften er slottet kun oplyst af stearinlys

Samfund
Arkiv

Gammel Estrup Den 31. oktober er det Halloween, og Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum inviterer derfor til en (u)hyggelig aften på den gamle herregård. Her kan man høre alle historierne om spøgelserne på Gammel Estrup og måske ovenikøbet møde nogle af herregårdens tidligere beboere.

Indenfor i Gammel Estrups stuer og sale kan man høre spøgelseshistorierne fortalt, mens de modige kan opleve gengangere og sagnvæsner på egen krop i kælderen og haven. Slottet er kun oplyst af stearinlys, mens publikum på egen hånd kan gå på opdagelse på området.

Folkelig tradition

”Halloween er jo blevet en folkelig tradition i Danmark i løbet af de seneste 20 år. Det er derfor oplagt for os at fortælle om spøgelserne på Gammel Estrup og sagnvæsner fra den danske folketro på netop denne aften. Vi slipper spøgelserne og de overnaturlige væsner fri, og publikum kan på den måde få en fornemmelse af, hvordan det må have føltes at leve på herregården før i tiden, hvor der var bælgmørkt i vinterhalvåret, og spøgelser, åmænd og elvere fik skylden for de uforklarlige fænomener og begivenheder, der opstod i folks hverdag,” fortæller Marie Kirstine Elkjær, som er museumsinspektør ved Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, i en pressemeddelelse.

Gammel kirkelig tradition og ny festdag Halloween eller Allehelgen fyldte ikke meget i folkekulturen i Danmark før i tiden. Allehelgen var først og fremmest en kirkelig begivenhed, og den moderne halloween, som vi kender i dag med græskar, udklædning og gys, er opstået indenfor de seneste 20-25 år efter amerikansk forbillede. Halloween er en amerikansk fest, som har sin oprindelse i keltisk folketro, som kom til USA med irske emigranter i 1800-tallet.

gs