Alle minderne ved Allehelgen

Klumme På søndag er det Alle helgens søndag, og i mange af landets kirker er der mulighed for at samles og mindes dem, vi har mistet og savner. Mange steder holdes der mindegudstjenester, hvor navnene læses op på dem, der er blevet begravet eller bisat fra kirkerne. Der skabes rum for sorgen i det kirkerum, hvor troen, håbet og kærligheden har sit hjem.

Vores sorg og vores minder om de døde kan være vidt forskellige. Nogle mærker sorgen meget intenst. Andre kan næsten ikke mærke noget. Nogle fik lov at sige et smukt farvel og nå til en slags accept af, at nu er det sådan, det er. Andre har oplevet at få deres kære rykket pludselig fra sig og har stadig svært ved at forstå, at personen virkelig er borte. Nogle har hjertet fuld af lyse og gode minder. Andre kæmper i sorgen for at forsone sig med alt det, der var svært i relationen til den, der nu er død.

Da jeg pludselig mistede min far for 11 år siden, da mistede jeg også muligheden for at få snakket med ham om de ting, der var svære mellem os på det tidspunkt. Døden bringer på den måde det evigt uigenkaldelige ind i vores liv; som om døden fik magten over vores relation og fik lov at sætte det punktum, der for evigt skal definere forholdet til min far.

Men jeg tror ikke, døden har så stor magt. Jeg tror på, at den kærlighed, der var mellem min far og mig gennem hele livet, får lov at definere vores forhold til hinanden. Jeg har et håb i mit hjerte, også selv om mit hoved ikke altid kan få tingene til at hænge samme, så har jeg et stærkt håb om, at Gud også er i alt det uafklarede og uafsluttede. Det håb har jeg på grund af korset. Korset betyder, at Gud er gået ind i det brat afsluttede, ind i de brudte relationer, ind i døden og fraværet, ind i det tilsyneladende uigenkaldelige – for at kalde livet og nærværet tilbage.

Døden får ikke lov at definere min sorg eller minderne om min far. Hverken de lyse eller de svære. Min sorg og mine minder defineres af troen, håbet og kærligheden. Derfor kan jeg leve med det uafklarede og alt det, jeg ikke nåede. Min far er hos forsoningens og livets Gud, og der er mit hjerte også. I Gud er vi forenet. Derfor tænder jeg et lys på min fars gravsted på søndag. Derfor samles vi i kirkerne ud over landet på søndag for at mindes - og for at blive mindet om, at lyset er stærkere end mørket, livet er større end døden, og at kærligheden sejrer til sidst.