Fortsæt til indhold

Hinnerup-uddeler tager videre til SuperBrugsen i Lystrup

Keld Berg Hansen er ny uddeler i SuperBrugsen i Lystrup, hvor han afløser Simon Jørgensen

Samfund
Anette Bonde

erhverv "Hvis noget skulle få mig herfra, så skulle det netop være Lystrup, for Hinnerup er en helt speciel by med et unikt sammenhold og opbakning fra både kunder og de ansatte. Det har været fantastisk at være en del af. Borgerne ved, hvad de vil have, og tingene skal være i orden. Samtidig vil de gerne give lidt ekstra for at få lidt ekstra."

Sådan siger SuperBrugsen Hinnerups uddeler gennem de seneste 8,5 år Keld Berg Hansen.

Han har været glad for det på mange måder, og det er ikke uden en smule vemod, at han nu tager afsked med Brugsen og byen.

Men SuperBrugsen i Lystrup, der er Danmarks største af sin slags, har altid stået for ham som en helt særlig Coop-virksomhed.

"Der er nogle spændende udfordringer i at drive salget videre opad, og samtidig er der mere personale og dermed endnu mere ledelse. Jeg kan rigtig godt lide at motivere folk til at være glade for deres arbejde og derved gøre en forskel over for kunderne," siger Keld Berg Hansen, der afløser Simon Jørgensen, som var uddeler i SuperBrugsen i Lystrup i fire år. Han er nu taget til Skjern, hvor han er blevet uddeler i byens brugs.

Han har haft mange gode oplevelser og succeser med sit personale.

For eksempel har han i flere tilfælde fået unge mennesker ind, der havde forskellige udfordringer, og så hjulpet dem til at finde deres rette hylde. Desuden har han en flot statistik med sine souschefer, idet fire af dem senere er blevet uddelere.

I SuperBrugsen i Hinnerup er der 75 ansatte og i Lystrup cirka 115 ansatte.

Velfungerende butik

Keld Berg Hansen kan se tilbage på forskellige større udfordringer i løbet af de 8,5 år.

For nogle år siden var der en brand i butikken, og så er der blevet bygget om, udvidet og moderniseret.

"Men det er en velfungerende butik, og nu er jeg klar til at drage videre," fastslår Keld Berg Hansen.

I Hinnerup har Keld Berg Hansen sideløbende med ledelsesansvaret stået for vinafdelingen, og det er i hans tid blevet til en særlig niche. I SuperBrugsen Lystrup får han ikke sit eget område.

"Men jeg bliver en synlig del af butikken alligevel. Jeg har det jo bedst i butikken og ikke bag skrivebordet, så man vil kunne møde mig i det daglige rundt i de forskellige afdelinger."